Læserbrev af Renè Skaarup, byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne i Randers
I en tv-debat torsdag aften sagde Inger Støjberg, at inklusionen er slået fejl. Det er en alvorlig, men nødvendig erkendelse. Tanken bag inklusion var god.
Flere børn skulle være en del af fællesskabet. Men virkeligheden har vist, at det ikke er alle børn, der trives i den almindelige folkeskole, uanset hvor gode intentionerne er. Når børn med særlige behov ikke får den støtte, de har brug for, betaler de prisen. Det gør deres klassekammerater, lærere og familien derhjemme. Trivsel og faglighed bliver presset.
Jeg har selv haft mistrivsel helt tæt inde på livet. Som familie mærker man hurtigt, hvor afgørende det er, at der findes specialiserede skoletilbud med høj kvalitet, faglighed og trygge rammer. Et tilbud, hvor barnet bliver set og forstået og ikke konstant oplever nederlag. Derfor skal vi turde sige, at der er brug for stærke specialskoletilbud til de børn, der har behov for det. Ikke som en nødløsning, men som et reelt valg.
Jeg er ny i politik, men jeg har livserfaring med mig. Og jeg ved, at vi skylder alle børn at tage deres trivsel alvorligt. I Randers har vi brug for stærke skoletilbud til alle børn, også dem med specialundervisning behov. Inklusion må ikke som i dag blive et mål i sig selv, hvis det sker på bekostning af det enkelte barn. Barnet skal passe til tilbuddet – ikke omvendt.


