Tirsdag den 17. marts kl. 20 optræder Molly Malones i Turbinen
Molly Malones er en folktrio, som først og fremmest er på hjemmebane i den irske musiktradition. Hovedvægten i musikken er den irske folk-genre, med klassikere som Loch Lomond, The Wild Rover og Whisky In The Jar.
Sammen med de irske klassikere leverer Molly Malones også egne sange.
Molly Malones lægger stor vægt på vokale arrangementer og synger ofte trestemmigt, og sætter i øvrigt pris på at publikum synger med på sangene.
De tre musikere har masser af erfaring, humor og masser af håndelag på et stort udvalg af instrumenter.
Bandet har navn efter “Molly Malone, the famous Dublin fishmonger” som er udødeliggjort i sangen af samme navn. Hendes statue i Andrews Street er et af de mest besøgte turiststeder i Dublin. Men bag det romantiske billede af Molly er den triste realitet, at en tidlig død pga. sygdom og elendige leveforhold var helt almindeligt i Dublin for mange i slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet.
Bandet består af:
Stig Nørregård, som er professionel musiker og visesanger, og i øvrigt uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium. Stig trakterer harmonika, guitar og percussion.
Jimmy Schou Wistisen er sanger, sangskriver og musiker. Jimmy har spillet og sunget i ca. 40 år og har skrevet mange sange, og har forskellige CD-udgivelser bag sig. Jimmy spiller guitar, fløjte og mundharpe og irsk bouzouki.
Søren Kristian Vad er musiker, sanger og sangskriver. Søren Kristian er ligesom Stig uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og har siden været højskolelærer, kor- og orkesterleder i Silkeborgområdet, og leder af Them Musikskole – nu Den Kreative Skole i Silkeborg. Søren Kristian er crooner i det lokale Old Boys Bigband, og trakterer til koncerten i Randers guitar, banjo, mandolin, violin og fløjter.
Publikum kan se frem til en dejlig aften med et charmerende orkester
Dørene åbnes kl. 19, og der er som sædvanlig rabat på billetter for medlemmer af Folkemusik i Randers.
Flere oplysninger på Folkemusik i Randers’ hjemmeside www.folkemusikiranders.dk


