I december 2020 blev Jes Dorph-Petersen fyret fra sit job hos Nordisk Film TV, hvor han var vært på TV 2-programmet Go’ Aften Live. Fyringen skete på baggrund af en advokatundersøgelse om sexisme og krænkelser, hvor tidligere praktikanter beskyldte Dorph for seksuelt grænseoverskridende adfærd.
Fredag aften besøgte han Sødring Forsamlingshus, hvor han med humor og saglighed gav sin version af sagen. I to timer tryllebandt han en fyldt sal med fortællinger om, de store konsekvenser, som sagen har haft for Dorph-Petersen selv, men også for hans familie.
En advokat foretog i 2020 en undersøgelse for TV 2, som skulle undersøge mulig sexchikane på tv-stationen. Jes Dorph-Petersen blev indkaldt til samtale, hvor han blev informeret om, at undersøgelsens konklusioner resulterede i, at han i januar 2021 mistede sit job som vært på ‘Go’ aften Live’.
Advokatundersøgelsen havde i sin tid til hensigt at afdække krænkelsessager og kulturen på TV2.
Mens undersøgelsen blev foretaget, fik advokaten henvendelser fra to tidligere journalistpraktikanter på TV2, der fortalte om episoder med Jes Dorph, der havde fundet sted i 2001 og 2003. Derfor fandt advokaten, at der var et sagligt grundlag for at fyre Jes Dorph-Petersen.
Efter sin fyring anlagde Jes Dorph-Petersen sag mod advokaten bag undersøgelsen for at få erstatning. Han mente, at undersøgelsen var behæftet med grove fejl og ikke overholdt grundlæggende retssikkerhedsprincipper.
Heldigvis for ham selv, optog han samtalen på sin telefon. Det skulle senere vise sig, at være en god idé, eftersom den efterfølgende skulle vise sig at være afgørende i sagen, som gik helt til Højesteret.
Den 9. december sidste år fik Jes Dorph-Petersen dog medhold i Højesteret i sin erstatningssag mod advokaten. Højesteret fastslog, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at Dorph havde begået seksuel chikane i de to episoder fra 2001 og 2003.
Retten dømte advokaten til at betale en millionerstatning for at være skyld i, at Dorph-Petersen blev stemplet som en sexkrænker, og derved fik revet tæppet væk under sig og ramte bunden med et brag.
Ifølge dommen gav advokaten ikke Jes Dorph tilstrækkeligt med oplysninger om, hvilke handlinger han konkret blev beskyldt for, og gjorde ikke tilstrækkeligt rede for, hvorfor hun mente, at der var en saglig fyringsgrund.
Højesteret lagde blandt andet vægt på, at advokaten begik grove fejl i undersøgelsen. Hun lagde for eksempel for meget vægt på de krænkedes oplevelser alene, vurderede ikke beviserne kritisk nok og gav ikke Jes Dorph-Petersen tilstrækkelig mulighed for at varetage sine egne interesser.
I forhold til beviserne lægger Højesteret blandt andet vægt på, at episoderne skete for mange år siden, og at der manglede såkaldt objektive beviser.
Det er farligt for retssikkerheden
»Jeg er glad for, at min sag jeg har været igennem i fem år, har fået sat en stopper for, at advokatundersøgelserne ikke bliver lavet så lemfældigt som TV2’s advokat gjorde,« forklarede han, og understregede at det er farligt for retssikkerheden, når man tillader sådanne processer.
Dommen blev set som en markant sejr for retssikkerheden i MeToo-sager, da den slog fast, at advokatundersøgelser skal leve op til visse kvalitetskrav, hvis de bruges til at træffe indgribende beslutninger.
Efter foredraget
Efter foredraget var lejlighed til at stille spørgsmål. Jes Dorph havde på forhånd sagt, at den der stillede det bedste spørgsmål ville få en citronmåne i præmie.
Tilhørerne stod efterfølgende i kø for at få taget en selfie med den kendte TV-vært. Samtidig fik han masser af positive tilkendegivelser for sin åbenhed og ærlighed.
Det var vanen tro Tanja Møller fra Sødring Forsamlingshus, som stod for arrangementet.



