Læserbrev af Lars Rytter Sørensen, debattør og indehaver af Radio, Erik Klippings Vej 1K, 8960 Randers SØ
Den politiske debat i Randers Byråd har fået et interessant twist. Partier, der tidligere har været blandt de mest markante kritikere af den såkaldte grønthøstermodel, står nu selv med ansvaret og vælger at videreføre den.
Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Velfærdslisten har gennem længere tid kritiseret brede procentvise besparelser for at være upræcise og for at ramme velfærden uden tydelig politisk prioritering. Kritikken var klar. Nu er situationen en anden. De samme partier sidder med borgmesterpost, udvalgsposter og et flertal, der giver mulighed for at vælge en anden vej. Alligevel fortsætter modellen.
Det er i virkeligheden ikke så kompliceret. Når man går fra opposition til ansvar, ændrer virkeligheden sig. Budgetter skal hænge sammen, og valg skal træffes. Samtidig står det nye flertal også med opgaven at rydde op efter tidligere beslutninger, som ikke forsvinder ved et valg. Økonomiske spor trækker videre, uanset hvem der sidder for bordenden.
Tiden er også en faktor. Den nye konstituering har kun haft borgmesterposten siden november, og store kursændringer sker sjældent fra den ene dag til den anden. Retning i politik bliver først synlig, når den omsættes til prioriteringer over tid.
Derfor er det heller ikke en efterlysning af forklaringer. Det er en konstatering. Det, der tidligere blev kritiseret som en dårlig løsning, viser sig nu at være den løsning, man selv vælger, når ansvaret lander på egne skuldre.


