Franarret flere tusinde kroner fra falsk bankbud
Onsdag eftermiddag kl. 17.00 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 74-årig mand fra Havndal kort forinden var blevet udsat for bedrageri efter at være blevet kontaktet af et falsk bankbud.
Ifølge anmeldelsen var den 74-årige mand blevet telefonisk kontaktet fra et ukendt nummer, hvorefter personen i den anden ende havde udgivet sig for at være fra banken. Personen havde derefter oplyst, at en kollega ville blive sendt ud til den 74-årige for at hjælpe ham med ikke at blive svindlet.
Kort tid efter dukkede en ukendt person op hos den 74-årige mand for at afhente hævekort og dertilhørende adgangskode, hvorefter der blev hævet nogle tusinde kroner fra en nærtliggende hæveautomat.
Værre gik ud over en 83-årig kvinde fra Gjerlev J, der i nogenlunde samme tidsrum blev udsat for et lignende svindelnummer ved først at blive telefonisk kontaktet og efterfølgende på bopælen få et besøg fra en ukendt person, der udgav sig for at være fra banken.
Den 83-årige kvinde blev ifølge anmeldelsen narret til at udlevere guldsmykker for flere titusinde kroners værdi, mens der også efterfølgende blev hævet nogle tusinde kroner fra hendes konto ved en hæveautomat i Spentrup.
Østjyllands Politi efterforsker sagerne nærmere og opfordrer fortsat til, at man tager en snak med sine ældre familiemedlemmer om, at de aldrig skal udlevere hverken kort, kontanter, koder eller øvrige personlige oplysninger og værdigenstande til fremmede.
**
Mere politistof fra Randers
Tip førte til narkofund i Randers
På baggrund af et tip til politiet rettede betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje onsdag aften kl. 21.50 henvendelse på en adresse i det centrale Randers, hvor der angiveligt skulle blive opbevaret narko.
På stedet traf politiet en 68-årig mand, der blev gjort bekendt med anledningen til det sene besøg fra ordensmagten – og under en efterfølgende ransagning af ejendommen fandt betjentene både amfetamin og hash.
Begge ulovlige stoffer blev beslaglagt med henblik på konfiskation og destruktion, mens den 68-årige mand blev sigtet for besiddelse af narko.
Kort tid efter – omkring kl. 22.43 – fik betjentene fra Specialpatruljen øje på en mistænkelig person, også i Randers C, som stod med et joint-skod i hånden, og de rettede derfor henvendelse til vedkommende.
Personen – en 50-årig mand – blev sigtet for besiddelse af narko, og under en efterfølgende visitation blev han fundet i besiddelse af flere gram hash samt en springkniv.
Den 50-årige mand blev derfor også sigtet for at have overtrådt knivloven, og både hash og kniv blev beslaglagt.


