Den 15. maj har gymnasiedirektør Else Ravn Rasmussen 25-års jubilæum i statens tjeneste. Gennem alle årene har én ting været den røde tråd i arbejdslivet: glæden ved at se mennesker udvikle sig gennem uddannelse.
I dag er Else Ravn Rasmussen gymnasiedirektør på Tradium i Randers med ansvar for skolens gymnasiale uddannelser, men vejen ind i uddannelsesverdenen var ikke planlagt fra begyndelsen. Med en kandidatuddannelse i biologi var det tilfældigheder, der førte hende ind i undervisningsverdenen gennem jobs som underviser – blandt andet på kurser i PC-kørekort for voksne.
»Det at arbejde med læring og mennesker, og se mennesker udvikle sig, fordi de lærer noget, det tændte mig,« fortæller Else Ravn Rasmussen.
Samtidig voksede interessen for ledelse og organisationsudvikling.
»Jeg blev optaget af det, der foregik på lederkontoret. Jeg syntes, det var meget spændende at arbejde med rammerne for, at både medarbejdere og elever kan lykkes. Det fik mig til at søge mit første lederjob,« oplyser hun.
Organisationen som et økosystem
Det første lederjob blev som uddannelsesleder på Aarhus Tekniske Skole. Siden fulgte stillinger som afdelingsleder på Tech College Aalborg, vicedirektør og uddannelseschef på Randers Social- og Sundhedsskole samt afdelingsrektor på HEG – Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, inden hun i 2021 kom til Tradium. Biologibaggrunden har hun dog aldrig helt lagt fra sig.
»Man kan på mange måder se en organisation som et økosystem. Der kommer hele tiden nye påvirkninger udefra, og man skal i ledelse have det overordnede blik på, hvordan man holder systemet i balance,« tilføjer Else Ravn Rasmussen.
Når hun ser tilbage på de 25 år, er der særligt to erfaringer, der står tydeligt frem. Den ene handler om at stå alene med ansvaret for at skabe en velfungerende afdeling ud af en arbejdsplads præget af store udfordringer – og lykkes med udfordringen. Den anden erfaring knytter sig til arbejdet med social- og sundhedsuddannelserne.
Midt i store forandringer
På Tradium får Else også lov til at se 1.g’ere komme ind ad døren på HTX for tre år efter at kunne give dem eksamensbeviser som unge voksne. Samtidig med glæden ved at udvikle eleverne fylder de kommende forandringer af uddannelseslandskabet dog også meget på HTX, ikke mindst arbejdet med at fusionere med Paderup Gymnasium og sammen at skabe et stærkt fælles miljø.
Fuglekiggeri, kor og børnebørn
Selvom arbejdslivet fylder meget, er der også plads til interesser uden for kontoret. Her vender Else Ravn Rasmussen ofte tilbage til biologien og naturen. Fritiden bruges blandt andet på høns, fuglekiggeri og korsang – og ikke mindst på familien.
»Mine to børnebørn fylder selvfølgeligt, og dem nyder jeg virkelig,« siger jubilaren.
Jubilæet bliver markeret på Tradium i slutningen af maj.


