15.8 C
Randers
lørdag, maj 23, 2026

Dømt: Affyrede skud mod HA-klubhus i Randers

Mindst tre skud med en AK-47-riffel blev affyret mod klubhuset

Forbuddet mod at opholde sig i Hells Angels’ klubhus i Randers var nærmest lige blevet ophævet af politiet, da der blev affyret mindst tre skud med en AK-47 fuldautomatisk riffel mod huset, der ligger midt i et beboelseskvarter på Rådmands Boulevard.

Nu er 28-årige Nikolaj Højby Andersen blevet idømt syv års ubetinget fængsel for at have deltaget i skyderiet, der skete natten til 23. januar sidste år. Det skete ved en tilståelsessag i Retten i Randers fredag.

På tidspunktet for skyderiet havde der været en højspændt konflikt mellem Hells Angels og LTF, men 21. januar havde politiet meldt ud, at de ikke længere fandt grundlag for at opretholde den såkaldte konfliktvurdering, man løbende havde udarbejdet i forbindelse med konflikten.

Den 28-årige mand, der nu er dømt for skyderiet, havde på daværende tidspunkt relationer til den forbudte bande LTF.

Fredag blev han foruden fængselsstraffen idømt et forbud mod at opholde sig i Randers Kommune fem år efter, at han har afsonet dommen, samt et kontaktforbud, hvor han i fem år efter sin afsoning ikke på nogen måde må kontakte medlemmer af LTF.

Fik strafrabat

I en pressemeddelelse skriver Østjyllands Politi, at retten i fastsættelsen af straffen vurderede, at det var skærpende, at skuddene fandt sted på et offentligt tilgængeligt sted, og at gerningen var egnet til at fremkalde en konflikt mellem to grupperinger. Til gengæld blev straffen nedsat, fordi han valgte at tilstå.

I september 2025 tilstod en 23-årig mand, at han havde været med til skyderiet. Han fik seks et halvt års fængsel. 

Yderligere en mand er varetægtsfængslet i sagen. Han står til at skulle i retten i en nævningesag efter sommerferien. 

Relaterede artikler

Nyeste artikler