10.8 C
Randers
onsdag, maj 27, 2026

Ingen sag mod tidligere byrådsmedlem: Peter Møller Kjeldsen renset

Der bliver ikke nogen sag mod det tidligere byrådsmedlem for Borgerlisten Østbroen, som sidste år blev politianmeldt for trusler.

Peter Møller Kjeldsen oplyser på sin facebookprofil, at han i dag har modtaget besked fra anklagemyndigheden i Østjylland, at der ikke vil blive rejst nogen straffesag mod ham, som kom i kølvandet på et møde den 12. juni 2025.

Det var kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, som valgte at politianmelde byrådsmedlemmet, fordi tre kommunale embedsfolk angiveligt oplevede, at Peter Møller Kjeldsen opførte sig truende.

Selv har Peter Møller Kjeldsen aldrig været i tvivl om sagens udfald, og at der ikke ville være noget at komme efter.

Han erkender dog, at sagen har påvirket ham, og har været en belastning da han på grund af sin tavshedspligt ikke har haft mulighed for at tage til genmæle, og forklare hans side af sagen.

Oplysninger lækket

Ifølge kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt blev politianmeldelsen indgivet til Østjyllands Politi den 11. august 2025.

Men allerede fire dag før anmeldelsen blev afgivet, kunne medierne fortælle om politianmeldelsen.

Det fik byrådsmedlem og formand for Østbroen, Erik Bo Andersen, til at indgive en separat politianmeldelse mod samtlige medlemmer af byrådet samt andre personer med adgang til sagen. Baggrunden var ifølge ham, at fortrolige oplysninger om den mulige politianmeldelse var blevet lækket til pressen.

»Som folkevalgt byrådsmedlem har jeg et ufravigeligt ansvar for at beskytte retssikkerheden og værne om loven. Når oplysninger om en mulig politianmeldelse spredes, før der overhovedet er rejst sigtelse – og før nogen ved, om det nogensinde vil ske – skabes der et billede af skyld, som ikke har noget juridisk grundlag. Det kan uopretteligt skade den pågældendes omdømme og retssikkerhed,« forklarede Erik Bo Andersen den gang i en pressemeddelelse.

Sag kan have haft indflydelse på valget

Ved kommunalvalget sidste år blev Peter Møller Kjeldsen ikke genvalgt. Han mener, at sagen har medvirket til, at han ikke blev genvalgt.

»Det er utroligt svært at sige, hvilken betydning sagen har haft, men jeg tror bestemt ikke, at den har været gunstig hverken for mig eller Østbroen,« siger Peter Møller Kjeldsen med henvisning til de negative overskrifter i medierne, og mener derfor, at det er svært at argumentere for, at den ikke har haft nogen indflydelse.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.

.

Relaterede artikler

Nyeste artikler