18.5 C
Randers
torsdag, maj 28, 2026

Lille Sommerfugl har foldet sine vinger for sidste gang

Der findes ikke et tal på, hvor mange gange Bjørn Tidmand har glædet sit publikum med sangen om den lille flyver, men nu er sidste strofe sunget. Tirsdag d. 26. maj 2026 sov den folkekære sanger og entertainer stille ind i en alder af 86 år.

Bjørn Tidmand blev født 24. januar 1940 i Valby. De fleste af skoleårene gik han på Københavns Kommunes Sangskole (senere kendt som Sankt Annæ Gymnasium) og var solist i Københavns Drengekor. I de sene teenageår underholdt han med sang og guitar på byens beværtninger og natklubber, inden han i 1959 debuterede i et af Volmer Sørensens populære TV-shows. Det var dog først i 1964, at han fik sit helt store gennembrud som vinder af det Danske Melodi Grand Prix med “Sangen om dig” – i øvrigt efter at være sluttet på andenpladsen året forinden med “Amiga mia”.

I 1966 flyttede Bjørn sammen med sin første kone Hjørdis til Aalborg, hvor de fik børnene Søren og Louise. Det blev til fire år som restauratør i Det Kinesiske Tehus i Tivoli Karolinelund og flere forestillinger på Aalborg Teater. Men det var livet på landevejene, som for alvor satte skub i karrieren. 

Fra slutningen af 60’erne og tre årtier frem rejste Bjørn Tidmand rundt til byfester og halballer i hele landet. Han var fast inventar på Dansktoppen, hvor han med ikke færre end 30 hits har rekorden for flest sange på listen, indtil programmet første gang lukkede i 1977. Blandt de mange ørehængere, som også blev spillet regelmæssigt i Giro 413, vil mange nikke genkendende til “Rosen er rød min ven”, “Brænd mine breve”, “Når det bli’r sommer igen” og “Den unge gartners morgensang”. Det blev også til utallige platin-, guld- og sølvplader.

Bjørn Tidmand er uden tvivl mest kendt for og nærmest synonym med en af Dansktoppens absolut største evergreens nogensinde, “Lille Sommerfugl” – en revyvise fra 1921, som han udødeliggjorde med sin version i 1968. Derfor var det også helt særligt for ham, da han i 2016 sang om sin trofaste følgesvend gennem fem årtier sammen med 5000 mennesker i en fyldt Boxen til Dansktop Prisens første uddeling.

Blandt højdepunkterne i karrieren fremhævede Bjørn Tidmand selv de mange år i 70-80’erne som konferencier ved Aarhus Kommunes Parkunderholdning i Botanisk Have, den kæmpe oplevelse at danne værtspar med sin bedste ven og kollega Gustav Winckler i DR’s underholdningsprogram “Mellem to stole” samt at have optrådt med den legendariske crooner Bing Crosby og verdensstjernerne Julio Iglesias, Maurice Chevallier og Mireille Mathieu.

Bjørn Tidmand valgte at indstille karrieren endeligt, da han blev 80 år, og han levede sine sidste år tæt ved sin nærmeste familie og med endnu mere tid til at spille bridge, som var hans store passion. Nu er sommerfuglen fløjet, men forhåbentlig vil vi mange år endnu kunne nyde Bjørn Tidmands smukke stemme, når Disney’s Juleshow vises, og Jesper Fårekylling afslutningsvis synger “Når du ser et stjerneskud”.

Bisættelsen foregår i stilhed efter afdødes eget ønske.

    Video med Bjørn Tidmand fra Dansk Slagerparade i Randers

    Relaterede artikler

    Nyeste artikler