23 C
Randers
onsdag, juli 1, 2026

Debat: Budgetforhandlingerne venter

Læserbrev Erik Bo Andersen, byrådsmedlem for Borgerlisten Østbroen

Er tiden ikke endelig inde til en anden prioritering?

Lige på den anden side af sommerferien rammer virkeligheden Byrådet. Inden kalenderen skriver oktober, skal der lægges et nyt budget for vores kommune. Det bliver en bunden og smertelig opgave. Vores fælles økonomi er spændt hårdt for, og der skal træffes valg. Store valg.

Derfor må vi stille det helt fundamentale spørgsmål om benhård politisk prioritering: Hvad skal komme først?

I kommunalpolitik skelner man normalt skarpt mellem det, vi skal, og det, vi kan. Men når man ser på de nuværende prioriteringer, må man spørge sig selv: Er de nære områder ikke de ultimative skal-opgaver? Det er jo her, selve fundamentet for vores kommunes hverdag og vækst ligger – men netop nu mangler disse vitale områder de mest basale drifts og anlægsmidler for overhovedet at hænge sammen.

Indtil nu har store anlægsprojekter som Klimabroen og Flodbyen været en bunden og fuldstændig fastlåst opgave – nærmest sømmet og mejslet i granit som jeg vil, jeg vil – til en pris på ca. 50 millioner kroner årligt tilsammen.

Men tiden har ændret sig, og vi bliver nødt til at stoppe op og spørge: Har vi overhovedet råd nu?

Er det rimeligt at fastholde så massive anlægsudgifter, mens vores børne-, skole- , social, kultur, fritid og idræts -og ældreområde mangler resurser, og værdige rammer i hverdagen?

Er det sund fornuft at spendere 50 millioner kroner om året på langsigtede visioner for en Klimabro og Flodby, mens de borgernære områder presses, som ellers skaber fællesskab, livskvalitet og forebyggelse for os alle – må spænde livremmen ind?

Og er det overhovedet økonomisk ansvarligt at binde så enorme summer år efter år, i stedet for at understøtte et stærkt erhvervsområde og en velfungerende beskæftigelsesindsats? Det er jo netop et sundt erhvervsliv og folk i job, der skal sikre det økonomiske rygstød til at håndtere en reel befolkningstilvækst og de faktiske, daglige trafikudfordringer.

Tiden kræver, at vi tør tænke anderledes. Vi mangler selvfølgelig endnu at se, hvordan det nye Byråd reelt vil stille sig i prioriteringerne, når de tunge forhandlinger går i gang efter ferien.

Men fra Borgerlisten Østbroens side er håbet og appellen krystalklar: Tiden er nødvendigvis kommet til en anden prioritering. “Skal-opgaverne” skal simpelthen komme før “kan-opgaverne” – og de må ikke overtrumfes af urokkelige visioner.

I Borgerlisten Østbroen sætter vi de rigtige kerneopgaver først. For os er svaret givet på forhånd: Vi skal sikre balancen i vores velfærd, fritidsliv og erhvervsudvikling, før vi finansierer de store anlægsprojekter. Inden oktober får vi det endelige svar på, om det nye Byråd vil udvise den nødvendige ansvarlighed.

Vi har truffet vores valg – men hvad vil du vælge?

Relaterede artikler

Nyeste artikler