24.1 C
Randers
tirsdag, august 4, 2026

Kom til en eftermiddag med motion, fællesskab og nye oplevelser

Royal Run blev startskuddet til nye fællesskaber og mere bevægelse i Randers. Nu bygger kommunen videre på de gode erfaringer og inviterer fredag den 4. september til et motionsløb 100 dage efter Royal Run.

Samme dag er der Randers FritidsFestival, hvor gæsterne kan møde lokale foreninger og finde nye fællesskaber.

Sommerferien er slut for de fleste, og mange er klar til at komme i gang igen. Derfor inviterer Randers Kommune fredag den 4. september til en aktiv eftermiddag med motion, fællesskab og inspiration.

Eftermiddagen begynder med ”100 dage efter Royal Run-løbet”, hvor 400 deltagere kan snøre løbeskoene og opleve lidt af den særlige stemning, som prægede Randers, da byen var værtsby for Royal Run. Bagefter er der rig mulighed for at fortsætte oplevelsen på Randers FritidsFestival på Østervold, hvor lokale foreninger og fællesskaber står klar til at byde indenfor.

»Da Royal Run var i Randers, oplevede vi, hvor meget glæde der er ved at være aktive sammen. Den oplevelse vil vi gerne bygge videre på. Derfor håber jeg, at mange har lyst til at finde Royal Run-trøjen frem og være med til en hyggelig eftermiddag. Uanset om man vælger at løbe, gå eller heppe på andre, er målet, at vi samles om bevægelse og fællesskab. Og bagefter kan man gå på opdagelse på Fritidsfestivalen og måske finde en ny aktivitet eller et fællesskab, man har lyst til at være en del af,« siger Erik Bo Andersen, formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget.

Motionsløbet har start og mål ved græsarealet på Jens Otto Krags Plads. Her kan deltagerne vælge mellem en rute på cirka 1,4 kilometer eller 3 kilometer og løbe eller gå så mange runder, de har lyst til mellem kl. 16.30 og 18.00.

Fra kl. 15 til 20 er Østervold samtidig fyldt med aktiviteter, når Randers FritidsFestival løber af stablen. Her kan besøgende møde et bredt udvalg af lokale foreninger og fællesskaber, prøve forskellige aktiviteter og få inspiration til alt fra idræt, dans og friluftsliv til kreative tilbud, kultur og frivillighed. Festivalen henvender sig til både børn, unge og voksne, og der vil blandt andet være gratis ansigtsmaling for de yngste gæster.

Festivalen er en oplagt mulighed for at få en snak med foreningerne, prøve noget nyt og blive klogere på de mange muligheder, der findes for et aktivt fritidsliv i Randers Kommune. Medarbejdere fra Fritid For Alle, Socialkompasset, Frivilligværket og handicapområdet står også klar til at hjælpe borgere og familier med at finde vej til et fællesskab, der passer til deres interesser og behov.

Tilmelding og mere info
Der er plads til 400 deltagere i motionsløbet. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding via randers.dk/100dage senest den 30. august. Randers FritidsFestival er ligeledes gratis og kræver ikke tilmelding. Du kan læse mere om festivalen på  Randers.dk/fritidsfestival.

Relaterede artikler

Nyeste artikler