Nu bliver alle inviteret til informationsmøde om, hvad et kommende simulations- og konferencecenter for Forsvaret er, hvad potentialet er, og hvorfor det kan ligge på den gamle kaserne i Randers. Det foregår 1. september kl. 19-21 i Underværket
Åbent informationsmøde
Informationsmødet foregår tirsdag 1. september kl. 19-21 i Underværket i Randers. Alle er velkomne.
På informationsmødet er der mulighed for at blive klogere på, hvad et simulations- og konferencecenter konkret er og høre forskellige perspektiver på, hvad en større forsvarssatsning kan betyde for Randers Kommune.
Herefter bliver projektet belyst fra flere forskellige vinkler af et panel.
I panelet deltager:
- Lars Michael Madsen, administrerende direktør i Tradium
- Peter Bogh Lindgaard, forperson for DI Randers-Norddjurs
- Henrik Sinnbeck, direktør i By i Byen
- Tina Mariager, erhvervsdirektør i Randers Kommune
De vil blandt andet sætte fokus på perspektiverne for uddannelse, erhvervsliv, arbejdspladser og udviklingen af Randers.
Efter paneldebatten bliver der god tid til spørgsmål fra salen og dialog med panelet.
Borgmester Rosa Lykke Yde afslutter aftenen med en status på arbejdet med Forsvaret til Randers og de næste skridt i processen.
På Underværket vil der desuden være plancher og illustrationer, som viser tankerne om simulationscenteret, konferencefaciliteterne og området omkring kasernen samt eksempler på, hvordan soldater kan træne ved hjælp af simulation.
Forsvaret til Randers
»Vi arbejder målrettet for Forsvaret til Randers. Det har et stort potentiale for både Randers og for Forsvaret. Det er vigtigt, at borgerne får mulighed for at høre mere konkret om planerne, stille spørgsmål og blive klogere på, hvad det kan betyde for vores kommune. Derfor håber jeg, at mange vil komme og være med den 1. september,« siger orgmester Rosa Lykke Yde.
Planerne om at etablere et simulations- og konferencecenter for Forsvaret på kasernen i Randers rummer perspektiver, der rækker ud over selve Forsvaret.
»Vi har gjort os umage for at komme med et seriøst bud på det, som Forsvaret efterspørger. Forslaget bygger på de bedste erfaringer fra Norden og Europa. Samtidig er det udviklet med afsæt i behov, som Forsvaret har peget på, og gennem tæt dialog med Forsvaret og øvrige aktører i totalforsvaret, herunder Politi, beredskab og hjemmeværn,« siger Rosa Lykke Yde.
Ambitionen er et nyt simulations- og konferencecenter på Randers Kaserne. Et sted hvor Forsvaret på tværs af værn kan uddanne sig, og hvor koblingen mellem simulation, undervisning, træning og praktisk brug kan forenes. Samtidig bliver der mulighed for en stærk kobling til de virksomheder, der leverer teknologi og løsninger til Forsvaret.
Praktisk information
Tid: tirsdag 1. september kl. 19.00-21.00
Sted: Underværket, Randers
Deltagelse: Arrangementet er åbent for alle. Af hensyn til forplejning er der tilmelding på www.randers.dk/infomødeomforsvar
Der serveres kaffe, te, sodavand og kage undervejs.



