Læserbrev af Lars Rytter Sørensen, debattør og indehaver af Radio Kristrup, Erik Klippings Vej 1K, 8960 Randers SØ
Randers Byråd kom vidt omkring på mødet mandag. Gudenåen, beredskab, kunstig intelligens, plejehjem, Nordic Waste, midtbyen og den nye daginstitution ved Toftegården var blandt sagerne. Læser man det endelige referat samlet, er der alligevel noget, der går igen. Kommunen vil meget, mens det økonomiske råderum bliver mindre.
Toftegården er det tydeligste eksempel. Byggeriet bliver et år forsinket, og det giver en ekstra regning på 2,971 millioner kroner. Byrådet besluttede, at pengene skal findes i opsparede driftsmidler, som er overført fra 2025 til 2026 på den centrale del af dagtilbudsområdet, altså børnenes penge. Socialdemokratiet ville i stedet have regningen betalt centralt, mens Magnus Bigum foreslog at vente til budgetforhandlingerne og finde pengene i kommunens samlede økonomi. Begge forslag faldt.
Det er værd at hæfte sig ved, fordi sagen rækker længere end de knap tre millioner kroner. En opsparing er jo penge, der ikke er blevet brugt tidligere, og som ellers kunne komme området til gode senere. Nu bliver en del af dagtilbudsområdets opsparing brugt til en uforudset regning på et byggeprojekt. Man kan diskutere, hvad man vil kalde pengene, men de stod på dagtilbudsområdet, og nu gør de ikke længere det.
Resten af mødet viser meget godt, hvorfor spørgsmålet bliver interessant. Byrådet satte penge af til et bedre beredskab på plejecentre og botilbud, men kommunen kan stadig ikke sikre tre døgn med blandt andet strøm og varme alle steder. Madservice Kronjylland kan heller ikke holde selve madproduktionen kørende under et længere strømsvigt, og flere forslag skal nu med ind i arbejdet med budgettet for 2027 til 2030. Regningerne stopper altså ikke her.
Gudenåen fortæller en lidt anden historie om den samme økonomiske virkelighed. Byrådet besluttede i juni, at der skulle gennemføres en oprensning allerede denne sommer. Nu fremgår det, at tidsplanen ikke kunne holde, at en tilladelse kan blive vanskelig at få, og at der heller ikke er afsat penge til selve arbejdet. Sagen blev sendt tilbage til udvalget med 16 stemmer mod 15.
Ved Møllevænget og Storgaarden godkendte byrådet samtidig en ekstra kommunal garanti på lidt over 8,3 millioner kroner. Den samlede pris for projektet er endt på knap 110 millioner kroner mod 101,3 millioner ved den tidligere godkendelse. Kun Liberal Alliance stemte imod garantien og pegede på, at værdien af den økonomiske risiko for kommunen ikke var oplyst. En garanti er ikke det samme som en regning her og nu, men den er heller ikke uden betydning.
Midtbyen gav til gengæld noget mere konkret. Det nye regulativ skal i offentlig høring, og torvehandlen får sin egen særskilte høring, mens kommunen undersøger en ny organisering af torvedagene. Det er positivt, for det giver borgere og handlende mulighed for at blande sig, før modellen bliver lagt fast.
Ingen af disse sager vælter kommunens økonomi alene. Tilsammen viser de en kommune, hvor nye behov hele tiden støder ind i en økonomi med meget lidt luft. Det gør beslutningen om Toftegården mere interessant end selve beløbet.
Byrådet har nu vist, at opsparede driftsmidler på et velfærdsområde kan komme i spil, når en uventet regning skal betales. Budgettet for 2027 er allerede presset, og flere udgifter står i kø. Hvor mange andre opsparinger rundt omkring i kommunen begynder at se interessante ud, når budgettet skal gå op? Det kan være penge på andre områder for børn, ældre, udsatte eller andre borgere. Vi ved ikke, om de kommer i spil. Efter beslutningen om Toftegården er det bare blevet et spørgsmål, der er værd at holde øje med.
