14.7 C
Randers
tirsdag, september 8, 2026

Ny Voxmeter-måling: Venstre står til dårligste resultat nogensinde

Med 7,1 procent står Venstre til sit dårligste resultat nogensinde i Voxmeters målinger for Ritzau, som er blevet foretaget siden 2001

Hvis der var folketingsvalg i morgen, ville Venstre få 7,1 procent af stemmerne og 13 mandater. Det viser denne uges politiske meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau.

Den historisk dårlige måling for partiet kommer efter en uge med åben intern splittelse i Venstre om gødskningsloven, der torsdag blev vedtaget i Folketinget.  

Loven har mødt hård modstand fra landbruget, der på afstemningsdagen sendte hundredvis af landmænd og traktorer ind i Københavns morgentrafik i protest.

Splittelsen gik helt ind i Venstres folketingsgruppe. 13 af partiets 18 folketingsmedlemmer stemte for loven, mens fem stemte imod.

Venstres blå rivaler går frem

Om vælgerne har bevæget sig til Liberal Alliance er svært at spå om, men partiet går frem. 

Liberal Alliance står i denne uge til 10,2 procent af stemmerne og 18 mandater. I sidste uge stod de til 8,8 procent og 16 mandater. 

I partiformand Alex Vanopslaghs nye bog, ‘Den Usynlige Ånd’, foreslår Bertel Haarder i forordet en fusion mellem Liberal Alliance og Venstre. Ugens måling tyder på, at det især er Haarders gamle parti, der kan bruge en vitaminindsprøjtning.

Også De Konservative går en smule frem i vælgertilslutning, og dét for tredje uge i streg. Ni procent og 16 mandater står Mona Juul & co. til i denne uge. I sidste uge stod de til 8,8 procent og 16 mandater.

Samlet set står en blå blok bestående af Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative, Venstre, Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti til 44,8 procent og 79 mandater. 

Regeringen holder blå blok stangen

I den anden blok fortsætter De Radikales opadgående stime. Partiet er gået frem fire uger i træk, selv om fremgangen denne gang er næsten uanseelig. 

De Radikale står til 7,5 procent og 13 mandater mod 7,4 procent og 13 mandater i sidste uge.

Ved folketingsvalget den 24. marts i år fik Radikale Venstre 5,3 procent af stemmerne og ti mandater. Partiet ser dermed indtil videre ud til at trives med regeringsansvaret i en tid, hvor den grønne omstilling samtidig står højt på den politiske dagsorden.

Socialdemokratiet går også frem og står i denne uge til at få 21,7 procent af stemmerne og 38 mandater. I sidste uge stod de til 20,7 og 37 mandater. 

Moderaterne går til gengæld tilbage og står i denne uge til at få 5,4 procent af stemmerne og ti mandater. I sidste uge stod Lars Løkke & co til at få 6,3 procent og 11 mandater. 

SF står næsten stille. SF står i denne uge til 10,4 procent og 18 mandater. I sidste uge stod de til 10,5 procent og 19 mandater. 

Samlet set står firkløverregeringen til at få 45 procent af stemmerne og 79 mandater i denne uge. I sidste uge stod den til 44,9 procent og 80 mandater. 

Mandatmæssigt er der altså dødt løb mellem firkløverregeringen og blå blok i denne uge.

Relaterede artikler

Nyeste artikler