14.7 C
Randers
tirsdag, september 29, 2026

Voldsom mand truede og slog

Mandag kl. 17.23 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om en voldsomt udadreagerende mand, der havde ødelagt døren ind til en opgang på Spindervej i Randers C, hvor han havde slået en tilfældig beboer.

Da patruljerne kom frem til stedet, mødte de en aggressiv 43-årig mand, som stod i opgangen. Han gjorde modstand under anholdelsen, men det lykkedes betjentene at lægge ham i håndjern.

Det viste sig, at den 43-årige først havde fulgt efter en tilfældig forbipasserende mand, som han havde truet. Da manden havde søgt tilflugt i opgangen på Spindervej, ødelagde den 43-årige døren for at få adgang.

Kort efter sparkede han døren op ind til en tilfældig lejlighed. Her truede han beboeren, en ældre mand, som han slog i hovedet. Beboeren kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Den 43-årige blev sigtet for vold og hærværk og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Den anholdte har tidligere fået en behandlingsdom, og han blev efter aftale med psykiatrisk afdeling kørt til indlæggelse på ny.

Mere fra Østjyllands Politi

Smed pose med narko ud af vinduet

En patrulje fra Østjyllands Politi ville mandag kl. 20.57 standse en 53-årig mandlig bilist, der kom kørende på Trillegårdsvej i Aarhus V.

Bilisten standsede dog ikke med det samme, men kørte et kort stykke, alt imens han kastede en lille pose ud af vinduet.

Da bilen holdt ind, tog betjentene kontakt til den 53-årige mand bag rattet, og da de kunne se, at der lå nogle salgsposer med hash og skunk i bilen, blev han anholdt.

Det var også en salgspose med hash og skunk, der var blevet kastet ud af vinduet, og på baggrund af fundene sigtede patruljen bilisten for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

På Solbakken i Hammel begået mandag d. 28/9
På Vestergade i Gjerlev begået mellem onsdag d. 23/9 og mandag d. 28/9
På Tvedvej i Risskov begået tirsdag d. 23/12 i 2025
På Horsensvej i Odder begået mellem søndag d. 27/9 og mandag d. 28/9
På Vestervangsvej i Hammel begået mandag d. 28/9

Relaterede artikler

Nyeste artikler