11.3 C
Randers
fredag, oktober 9, 2026

Magiske Mozart for sang og fortepiano

Signe Sneh Durholm, sopran, og Charlotte Møller, fortepiano, præsenterer et helt igennem Mozartsk program, hvor de blander komponistens tekstnære sange, den virtuose og dramatiske klavermusik og hans stemningsfulde opera- og koncertarier.

Det sker ved en koncert på Værket i Randers onsdag den 21. oktober kl. 19.30. Koncerten er arrangeret af Kammermusikforeningen BRAGE.

Det unikke og særegne klangunivers, som dannes, når sopranstemmen møder fortepianoet, adskiller sig fra den traditionelle sang/klaver duo. Fortepianoet skaber et intimt sammenspil mellem stemme, frasering og klang ligesom på Mozarts tid, hvor vennerne mødtes i salonerne for at underholde hinanden med kunst, poesi og musik. Signe og Charlotte ønsker at invitere publikum ind til en koncert i en uhøjtidelig atmosfære, åben for dialog – præcis som i vennernes salon.

Charlotte Møller er en alsidig tastespiller, der har studeret både moderne klaver, fortepiano, orgel, generalbas og cembalo ved musikkonservatoriet i København og på en række udenlandske akademier og universiteter. Hendes nysgerrighed har bragt hende vidt genremæssigt, og hendes repertoire spænder fra barok til ny musik og cross over. Hun har bl.a. spillet Bob Dylans sange sammen med Dissing og Las Trio. Desuden har hun optrådt på scener over det meste af verden både som solist og kammermusiker. Charlottes eget fortepiano er en eksakt kopi af et instrument fra Mozarts tid.

Operasanger Klara Ek skulle have optrådt ved BRAGE-koncerten, men hun er blevet forhindret og afløses af Signe Sneh Durholm. Signe, der er uddannet operasanger fra Det Kongelige Operaakademi, er en lyrisk koloratursopran med en stemme, som spænder fra Nattens Dronning i Tryllefløjten, over Mimì i La Bohéme til Lulu i Alban Bergs opera. Hun har optrådt på de fleste danske operascener samt været gæstesolist flere steder uden for Danmark. Publikum kan også møde hende som solist ved Randers Kammerorkesters nytårskoncert 2027. Med et ønske om at gøre opera lettere tilgængelig for både børn og voksne arbejder Signe som idéudvikler, librettist og sanger på diverse projekter.

Signe Sneh (foto Ida Wang)

Relaterede artikler

Nyeste artikler