Læserbrev af Lars Rytter Sørensen, debattør og indehaver af Radio Kristrup, Erik Klippings Vej 1K, 8960 Randers SØ
Randers Kommune har fundet handlekraften frem. En erhvervsdrivende på Østervold har fået problemer med sine facadeskilte, og da han påpegede, at andre virksomheder havde lignende skilte, reagerede kommunen ved at åbne endnu flere sager. Nu kan flere erhvervsdrivende risikere at skulle ændre deres facader.
Den samme handlekraft kunne man godt have ønsket sig i sagerne om kolonihaveforeningen Venezuela og Nordic Waste. Begge sager har vist, hvad der kan ske, når kommunen ikke får fulgt ordentligt op på alvorlige advarselstegn. Det er tankevækkende, at nogle facadeskilte tilsyneladende kan sætte mere gang i systemet end forhold, der risikerer at få langt større konsekvenser.
Nu skal man naturligvis passe på med at sammenligne facadeskilte, kolonihaver og en miljøkatastrofe. Reglerne er forskellige, og det samme er kommunens juridiske forpligtelser. Alligevel er der noget ved prioriteringen, som skurrer. Hvordan kan man være så grundig med nogle facadeskilte, når man tidligere har haft så svært ved at følge op på forhold, der kunne få langt alvorligere konsekvenser?
Kommunen forklarer, at den ikke går rundt og leder efter skilte, der muligvis bryder reglerne. Den undersøger først forholdene, når nogen henvender sig. Det lyder sådan set meget fornuftigt, for medarbejderne har sikkert rigeligt at lave i forvejen. Problemet er bare, at kommunen også tidligere har modtaget henvendelser om mulige miljøproblemer, uden at der blev fulgt tilstrækkeligt op. Hvorfor virker systemet tilsyneladende bedre, når det handler om et skilt på en facade?
Jeg mener bestemt ikke, at butikker og virksomheder skal kunne gøre, som det passer dem. Vi skal have nogle fælles regler, og de skal naturligvis gælde for alle. Sund fornuft må bare også spille en rolle. Hvis kommunen kan finde tid til at undersøge en række facadeskilte, må vi som borgere også kunne forvente, at alvorlige advarsler om eksempelvis forurening bliver taget lige så alvorligt.
For mig handler det først og fremmest om tillid. Når vi henvender os til kommunen, skal vi kunne regne med, at nogen tager vores bekymringer alvorligt. Vi skal også kunne stole på, at der er en fornuftig sammenhæng mellem problemets størrelse og den indsats, kommunen sætter ind med. Den tillid bliver udfordret, når vi ser, hvor forskelligt sager tilsyneladende kan udvikle sig. Selvfølgelig skal Randers Kommune have styr på reglerne for butiksskilte. Jeg ville bare ønske, at vi som borgere kunne være lige så trygge ved, at kommunen har styr på de problemer, der kan ramme vores miljø, vores hjem og vores hverdag.
