Betjente fra Østjyllands Politis Udlændingesektion var i forbindelse med en planlagt aktion onsdag formiddag til stede på en adresse i det centrale Randers, hvor der var mistanke om ulovligt ophold og ulovligt arbejde.
På stedet, der blev anvendt som bordel, traf betjentene onsdag kl. 09.40 tre colombianske kvinder, hvoraf den ene kunne fremvise et portugisisk pas og derfor opholdt sig lovligt i landet og kunne tage arbejde.
De to andre – en 46-årig og en 26-årig – blev frihedsberøvet på hjemrejseloven og sigtet for at have udført ulovligt arbejde i landet, inden de blev taget med på stationen til nærmere afhøring og sagsbehandling.
Kvinderne må som udenlandske statsborgere sidde frihedsberøvet og være i politiets varetægt i op til 3 x 24 timer, mens myndighederne vurderer deres sager.
Center mod Menneskehandel skal vurdere, om kvinderne har været handlet, mens Udlændingestyrelsen skal vurdere, om de skal hjemsendes.


