I uge 48 går Randers Kommune i gang med at lave et signalanlæg og forbedre krydset Dronningborg Boulevard/Kirketerpsvej. Det ny signalanlæg skal både forbedre trafiksikkerheden for de mange skolebørn der krydser Dronningborg Boulevard og forbedre forholdene for trafikanter til og fra Regionshospitalet Randers.
»Det kan desværre ikke undgås at vejarbejdet vil komme til at genere trafikken, både på Dronningborg Boulevard og Kirketerpsvej. Vejen skal udvides for at gøre plads til svingbaner og der skal etableres heller i krydset. Derudover skal der opsættes signalmaster og belysning. Vi håber på folks tålmodighed og forståelse for situationen,« siger Henrik Kaldahl, ingeniør og projektleder i Randers Kommune.
Byrådet har bevilget penge til projektet i 2020. Siden 1. januar 2015 er der nemlig registreret 7 uheld i krydset. Derudover har Østervangsskolen kendskab til yderligere 3 uheld inden for de sidste par år, hvor der har været skolebørn involveret, men hvor der ikke er optaget rapport fra politiets side.
Bedre afvikling af trafikken
Trafikken vil fremadrettet blive afviklet ved hjælp af styringen i signalanlægget. Styringen medfører at trafik til og fra hospitalets p-hus og til og fra Østervangsskolen bedre kan afvikles med mindre risiko for kø på Dronningborg Boulevard og Kirketerpsvej.
»Sådan som krydset fungerer nu, er at det er svært at komme til og fra de to veje. Der opstår let kø. Men med det nye signalanlæg vil der blive et regulært kryds. Kirketerpsvej og vejen, der går ud fra Østervangsskolen, vil komme til at ligge lige overfor hinanden. Det vil være med til at sikre en bedre afvikling af trafikken,« siger Henrik Kaldahl.
Det ny signalanlæg forventes at stå færdigt medio marts 2022. Anlægget bliver afsluttet med et nyt slidlag med støjdæmpende egenskaber.