9.1 C
Randers
søndag, november 24, 2024

Køreskoleundervisning i strid modvind

Læserindlæg af Poul Rubach, Randers kørelærerforening,  Jomfruløkken 28, 8930 Randers NØ

Mange elever og forældre i hele landet er bekymrede og uforstående over, at undervisning til kørekort trækker i langdrag, når teoriprøven og den praktiske prøve skulle afslutte undervisningsperioden.

Efter 1. oktober gik det fuldstændig galt, da Færdselsstyrelsen overtog planlægningen og administrationen af prøveafviklingen for teoretiske og praktiske prøver.

Der har gennem flere år været et politisk pres på at få frigivet politibetjente fra prøveafholdelse og til decideret politiopgaver, for at opretholde lov og orden i samfundet.

Dette har alle fuld forståelse for, da det er det eneste rigtige at gøre, når behovet for mere politi er gældende.

Da det var politiet, der havde ansvaret for området, var der næsten altid prøver at booke på nettet. Hvis der var mangler i prøveudlægningen, kunne kørelærerne blot ringe til kørekortkontoret, som med få timers administration lagde yderligere prøver ud til bestilling. Et praktisk og effektivt system.

Hvad der gik galt efter 1/10, har jeg faktisk ikke et entydigt bud på. Om det er Færdselsstyrelsens manglende interesse, formåen i omstillingen eller manglende kendskab til køreskolebranchen, ved jeg ikke.

Det kan ikke være økonomien, det forsinker processen. Elevernes prøvegebyr steg 1/10 fra kr. 600,-. til kr. 1000,-. En stigning på 67 % og lønnen for en civil prøvesagkyndig er en del lavere end for en politibetjent, så økonomien er så rigelig på plads.

Færdselsstyrelsen har kendskab til hvor mange politibetjente, der forlader prøvestederne.

Det kan heller ikke være opstart vanskeligheder, da prøvestederne i årevis har været bemandet (foruden politibetjente) af civile prøvesagkyndige og pensionerede betjente, så fagligheden og erfaringen er til stede.

Prøvestederne er overvejende de samme, prøveafviklingsudstyret til teoriprøverne er der heller ikke ændret på, så det burde være nemt.

Er det så personalemangel? Det tager 7 uger at uddanne prøvesagkyndige, og der blev udmeldt 29 marts 2019, at det ville ske 1. januar 2020, og senere udskudt til 1. oktober 2021. Med rettidig omhu kunne kursusafvikling og overdragelsen ske problemløst.

Jeg er ikke den eneste kørelærer, der har prøveparate elever efter en frakendelse af kørekortet. Nogle er blevet fyret fra arbejdspladsen, hvor kørekort er en nødvendighed.

Det må kunne gøres bedre….

Relaterede artikler

Nyeste artikler