En 23-årig mand fra Randers blev fredag i Retten i Randers idømt fire måneders ubetinget fængsel og et forbud mod at opholde sig i nattelivet i de næste otte måneder. Det er første gang i Østjyllands politikreds, at en person bliver idømt nattelivsforbud.
I retten blev den 23-årige kendt skyldig i to voldsepisoder begået i nattelivet i Randers i september.
Den første episode fandt sted kl. 2.50 natten til den 18. september på en bar på Middelgade i Randers. Her slog den 23-årige en 22-årig mand i ansigtet med knyttet næve, og senere uden for baren, slog han igen den 22-årige med et slag i nakken.
Ugen efter, den 25. september omkring kl. 22.30, begik den 23-årige ifølge dommen endnu et voldeligt overfald. Denne gang på en p-plads på Tørvebryggen, hvor han først tildelte en 20-årig mand flere knytnæveslag i ansigtet, inden han skubbede til en anden 20-årig mand, som også blev slået i ansigtet.
Må ikke opholde sig i nattelivszoner
Ud over dommen på fire måneders fængsel blev den 23-årige altså også idømt et nattelivsforbud, der betyder, at han i de næste otte måneder ikke må opholde sig på beværtninger mellem kl. 24.00 og 5.00. Forbuddet gælder hele landet betyder også, at han ikke må opholde sig i de nattelivszoner, som politikredsene har indført.
I Østjyllands politikreds betyder det, at han f.eks ikke må opholde sig i Storegade og dele af Middelgade i Randers, eller i et større område i Aarhus midtby efter midnat.
»Den 23-årige har i løbet af en uge overfaldet tre personer i aften- og nattelivet i Randers og skabt utryghed på steder, hvor rigtig mange mennesker går i byen. Det er jo netop på grund af den type voldssager, at nattelivsforbuddet blev indført, og jeg er tilfreds med, at den 23-årige nu har forbud mod at færdes i nattelivet i en længere periode,« siger anklagerfuldmægtig Søren Ejegod.
Hvis den 23-årige overtræder nattelivsforbuddet, vil det i første omgang resultere i en bøde på 10.000 kroner, og sker det anden gang, risikerer han en fængselsstraf på 30 dage.
Den 23-årige erkendte forholdene og modtog dommen.