En ny dobbeltrettet cykelsti og flytning af Havnegadekrydset ved busterminalen vil skabe en mere sikker forbindelse over Havnegade for cyklister og gående. Projektet vil også omfatte flytning af p-pladser fra Trangstræde til Bolværksgrunden.
En mere sikker stiforbindelse mellem Regnskoven og stibroen over Randers Fjord er på vej. På mødet den 13. december 2021 har Randers Byråd nemlig godkendt et projekt, der ud over etablering af en dobbeltrettet cykelsti fra Odinsgade langs Tørvebryggen også omfatter flytning af Havnegadekrydset ved busterminalen og en flytning af p-pladser fra Trangstræde til Bolværksgrunden.
Oprindeligt indeholdt det støttede projekt en “Cykelbro” under Randers Bro. Det viste sig imidlertid, at anlægsudgiften til projektet efter endt licitation langt oversteg de økonomiske rammer for projektet.
Hele projektet ventes gennemført i løbet af 2022.
Trafiksikker klargøring af Flodbyen og bedre busdrift
Flytningen af krydset på Havnegade er også en del af Udviklingsplanen for Flodbyen. For ved at flytte indkørslen til busterminalen cirka 70 meter mod nordøst vil der være plads til at sikre cyklister og samtidig skabe forbindelse mellem Midtbyen og Bolværksgrunden. Netop denne forbindelse er en af grundstenene i Udviklingsplanen for Flodbyen.
En flytning vil desuden kunne øge bussernes fremkommelighed. Det kræver dog, at der bliver ændret på den parkeringssøgende trafik til Trangstræde. Trafiksimuleringer viser nemlig, at det er en stor del af årsagen til, at trafikken ofte pakker til sådan, at hverken busser, biler eller vareindlevering kan komme smidigt frem.
Nødvendigt at flytte p-pladser
For at lave større fremkommelighed for den kollektive trafik og trafiksikre forhold for bløde trafikanter, er det derfor nødvendigt at flytte en meget stor del af de eksisterende p-pladser i Trangstræde til en placering cirka 100 meter længere væk på Bolværksgrunden. Her kan der etableres 70 ekstra p-pladser, ved bl.a. at inddrage den nedlagte del af Kulholmsvej til parkeringsareal og optimere udformning af den eksisterende p-plads.
Varekørsel vil fortsat være tilladt i Trangstræde, ligesom der uændret vil være adgang til de eksisterende private p-pladser. Der vil også fortsat være et antal korttidsparkeringspladser, handicappladser og p-pladser med ladestandere i området.
For at lave større fremkommelighed for den kollektive trafik og trafiksikre forhold for bløde trafikanter, er det derfor nødvendigt at flytte en meget stor del af de eksisterende p-pladser i Trangstræde til en placering cirka 100 meter længere væk på Bolværksgrunden. Dog vil et antal korttidsparkeringspladser, handicappladser og p-pladser med ladestandere til elbiler opretholdes i Trangstræde. Varekørsel og adgang til private p-pladser i området ændres ikke.
På Bolværksgrunden kan der etableres cirka 70 ekstra p-pladser, ved bl.a. at inddrage den nedlagte del af Kulholmsvej til parkeringsareal og optimere udformning af den eksisterende p-plads.
Samlet set vil flytningen medføre en lille forøgelse af antallet af p-pladser i midtbyen. Flytningen vil desuden give mulighed for at indrette p-arealet på Trangstræde til et midlertidigt byrum, som vil give bedre plads for de mange ventende buspassagerer.
I alt er der afsat 11,6 millioner kroner til projektet, hvoraf Vejdirektoratet bidrager med 2,2 millioner kroner fra Statens Cykelpulje.