En 26-årig mand blev torsdag i Retten i Aarhus idømt et år og to måneders ubetinget fængsel for at have voldtaget en 22-årig kvinde i hendes lejlighed i Aarhus.
Under en bytur i Aarhus natten til den 10. juli sidste år var den 22-årige kvinde kraftigt beruset, da hun mødte den 26-årige, som fulgte hende hjem. De endte begge i kvindens lejlighed, hvor manden gennemførte et samleje med hende.
Kvindens roommate, der befandt sig i et andet rum, hørte på et tidspunkt den 22-årige råbe nej og komme med udbrud, der tydede på, at der skete noget mod hendes vilje. Da roommaten gik ind for at se til den 22-årige kort efter, var manden gået fra stedet, og den 22-årige lå alene tilbage og var så beruset, at hun var ukontaktbar.
Sendte billeder til venner
Ud fra overvågningsbilleder på en bar fandt politiet frem til den 26-årige, der blev anholdt samme dag og dagen efter varetægtsfængslet. På den 26-åriges mobiltelefon fandt politiet et billede, som manden havde taget af kvinden, mens hun lå nøgen på sengen. Billedet havde han sendt til to venner.
I retten blev manden dømt for både voldtægt ved at have gennemført samleje uden samtykke og for at krænket kvinden ved at have delt billederne af hende.
»Kvinden var så påvirket af alkohol, at hun kun kunne huske nogle små glimt fra den aften, og at hun var udsat for noget ubehageligt, mens den tiltalte forklarede, at der var tale om frivillig sex. Men retten fandt altså, at den 26-årige ikke havde samtykke, da han gennemførte samlejet, og at der derfor var tale om voldtægt,« siger specialanklager Dorthe Lysgaard.
Den 26-årige nægtede sig skyldig og udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.