Retten i Herning har i dag idømt en ung mand en fængselsstraf på 30 dage for i december sidste år at have affyret et bomberør i nærheden af en ambulance. Skuddene kom fra en personbil, hvori tre unge mænd befandt sig.
En 17-årig og en 20-årig mand er i dag ved Retten i Herning blevet kendt skyldige i at have affyret fyrværkeri i form af et bomberør uden for den tilladte periode. Skuddene blev affyret i nærheden af en kørende ambulance, hvori en patient og to ambulancereddere befandt sig, hvilket den 17-årige også er blevet idømt 30 dages betinget fængsel for.
Episoden fandt sted den 16. december 2021, hvor ambulancen var på vej fra Ringkøbing til Herning Sygehus med en patient.
Her blev den på Dronningens Boulevard i Herning overhalet af en personbil, hvorfra der blev affyret flere skud fra et bomberør i nærheden af den kørende ambulance.
Ved dagens dom har retten slået fast, at episoden var til fare for de tre personer i ambulancens liv eller førlighed.
»Vi har set med stor alvor på den her sag, da der har været tale om en meget farlig episode. Derfor er vi også glade for, at retten i dag var enige med os i, at det selvfølgelig ingen steder hører hjemme at affyre fyrværkeri i nærheden af en ambulance,« siger Jeanie Dam Andersen, der har mødt som anklager i sagen for anklagemyndigheden hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Modtog dommen
Den 17-årige mand er blevet kendt skyldig i at have overtrådt straffelovens § 252, stk. 1 ved at have udsat andres liv eller førlighed for nærliggende fare, mens de begge blev dømt for at have overtrådt reglerne for affyring af fyrværkeri, der kun må benyttes i perioden fra den 27. december til og med den 1. januar.
Retten i Herning valgte – foruden fængselsstraffen på 30 dage – også at imødekomme anklagemyndighedens påstand om efterfølgende sagsbehandling i Ungdomskriminalitetsnævnet for den 17-årige.
Den 20-årige modtog i retten en bøde på 2.000 kroner for at have medvirket til affyring af fyrværkeri uden for den tilladte periode.
Begge modtog dommen.