3.5 C
Randers
tirsdag, december 24, 2024

Smed pose med kokain og blev anholdt

En patrulje på Apotekerstræde i Randers C opdagede onsdag kl. 22.32 en 26-årig mand, der gik rundt og virkede påvirket af narko. Patruljen kørte langsomt efter manden, og da han vendte sig om og så politibilen, lod han en lille pose falde ud af lommen og ned på gaden. 

Betjentene tog derefter kontakt til den 26-årige og holdt ham tilbage, mens de fik fat i posen, der viste sig at indeholde en mindre mængde kokain. Fundet fik politiet til at ransage den 26-åriges bopæl i Randers, og her fandt betjentene en mindre mængde skunk. 

Stofferne blev beslaglagt, og den 26-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Øvrige nyheder fra Østjyllands Politi

16-årig pige udsat for ubehagelig oplevelse

Østjyllands Politi fik onsdag kl. 14.30 en anmeldelse fra en kvinde, der fortalte, at hendes 16-årige datter havde haft en ubehagelig oplevelse i Hasselager. 

Den 16-årige gik omkring kl. 13.45 på Kolt Skovvej ved vandværket, da en bil kørte op på siden af hende. Ifølge pigens forklaring rullede manden bag rattet vinduet ned og spurgte på engelsk, hvor gammel hun var, og hvor hun boede. 

Manden fortsatte med at køre ved siden af hende og bad hende sætte sig ind i bilen, så han kunne køre hende hjem. Til sidst løb pigen væk gennem via et stisystem og fik ringet til sin mor, der kontaktede politiet. 

Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere og vil meget gerne i kontakt med den mand, der kørte bilen, for at afklare hvad hans hensigt var. 

Pigen har givet følgende signalement af manden

● Mellemøstlig af udseende, brun i huden
● Ca. 20-25 år
● Ca. 170-180 cm høj, spinkel
● Kort, sort hår – trimmet i siderne og længere på toppen
● Hageskæg
● Iført mørkt tøj
● Talte engelsk
● Kørte i en lille sort bil

Har du oplysninger om manden, så kontakt politiet via tlf. 114.

**

Kvinde og mand sigtet efter hashfund

En civil patrulje fra Østjyllands Politis specialpatrulje fik onsdag kl. 20.14 mistanke til en kvinde og en mand, der sad i en bil på Åhusene i Aarhus C. 

Da betjentene gav sig til kende, forsøgte den kvindelige fører at køre fra stedet, men hun opgav hurtigt sit foretagende. Patruljen kunne se, at både manden og kvinden havde travlt med at gemme noget, og begge blev anholdt og sigtet, inden betjentene ransagede bilen og visiterede dem. 

Gemt forskellige steder i bilen fandt patruljen flere salgsposer med hash og skunk, og både den 18-årige mand og den 19-årige kvinde blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

Kvinden blev desuden sigtet for kørsel uden førerret, og manden blev sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort.

**

Specialpatruljen fandt stoffer i Tilst – to unge kvinder sigtet

Østjyllands Politis specialpatrulje rettede onsdag kl. 15.48 henvendelse på en adresse i Tilst, efter de havde fået et tip om, at der var stoffer på stedet. 

I lejligheden traf betjentene den 19-årige kvinde, der bor der, og en 22-årig kvinde, som var på besøg.

Under ransagningen af hjemmet, fandt patruljen flere salgsposer med hash og et par digitalvægte med stofrester på. Derudover blev der også fundet en peberspray, der ligesom stofferne blev beslaglagt. 

På baggrund af fundene blev den 19-årige anholdt og sigtet for overtrædelse af våbenloven og for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

Specialpatruljen fattede mistanke til, at den 22-årige gæst i lejligheden også havde stoffer gemt hjemme hos sig. Hendes hjem, der ligger tæt på den 19-åriges, blev derfor også ransaget. 

Her fandt politiet en mindre mængde hash og en peberspray. Det kostede den 22-årige en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer og en sigtelse for at overtræde våbenloven. 

**

Fik straksbøde for besiddelse af kokain

En gående patrulje i nattelivet i Aarhus blev natten til torsdag kl. 1.42 opmærksom på en mand, der stod i et indhak på Åboulevarden. Da manden havde en lille pose med hvidt pulver i hånden, tog betjentene kontakt til ham. 

Den 25-årige mand, der er britisk statsborger, erkendte hurtigt, at der var kokain i posen, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Han fik herefter en straksbøde, som han skulle betale med det samme.

**

Forsøgte at sælge narko via Snapchat

Østjyllands Politis specialpatrulje blev onsdag aften opmærksom på en Snapchat-profil, der reklamerede med salg af kokain. En betjent foregav at være interesseret køber og lavede en aftale med manden bag profilen om at mødes ud for en adresse i Aarhus C. 

Kl. 19.42 dukkede en 49-årig mand op på det aftalte sted og tog kontakt til en civilklædt betjent. Betjenten meddelte, at han var fra politiet, hvorefter han fik selskab af nogle kolleger, der hjalp med at visitere den 49-årige og ransage hans bil. 

I den ene lomme havde manden en kniv og en salgspose med kokain. Og hjemme på hans adresse i det nordlige Aarhus fandt betjentene flere salgsposer med kokain, to knive og en machete. 

Den 49-årige endte derfor med sigtelser for forsøg på salg af narko og for overtrædelse af knivloven. 

**

Færdsel

Onsdag kl. 16.39 skete der et færdselsuheld på Dybdalvej i Stenvad ved Ørum Djurs. En 46-årig mand kørte på knallert ind i et træ, der i forbindelse med en fældning, var væltet ned på vejen. Den 46-årige blev efterfølgende kørt til behandling på skadestuen.  

Onsdag kl. 19.05 standsede en patrulje en 30-årig kvindelig bilist på Banegårdspladsen i Aarhus, efter hun havde foretaget en ulovlig u-vending. Det viste sig, at kvinden ikke havde kørekort, og hun blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Da det var tredje gang inden for det seneste år, at hun blev taget i at køre bil, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation. 

Onsdag kl. 20.21 skete der et færdselsuheld på Silkeborgvej i Brabrand. En 24-årig kvindelig bilist mistede af ukendte årsager kontrollen over sin bil og kørt over midterrabatten og ind i en hæk. Kvinden kom umiddelbart ikke alvorligt til skade ved uheldet. 

Onsdag kl. 20.44 skete der et færdselsuheld i krydset Hasle Ringvej/Herredsvej i Aarhus V. To biler ført af hhv. en 52-årig mand og en 29-årig mand stødte sammen i krydset. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

● På Strandvejen i Ugelbølle ved Rønde begået mellem onsdag d. 26/1 kl. 15.00 og lørdag d. 29/1 kl. 15.00

● På Østermarksvej i Tilst begået mellem mandag d. 21/2 kl. 15.00 og onsdag d. 23/2 kl. 15.00

● På Jacob Knudsens Vej i Åbyhøj begået onsdag d. 23/2 kl. 17.00


Relaterede artikler

Nyeste artikler