4.7 C
Randers
mandag, december 23, 2024

Frivillige inviterer børn og voksne til affaldsindsamling

Der bliver masser af oplevelser på Justesens Plæne i Randers søndag den 3. april. Her inviterer frivillige organisationer og Randers Kommune til børneaktiviteter, jagt efter affald og kaffe kage. Eventen finder sted som led i Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende affaldsindsamling.

Natur & Ungdom er én af de frivillige organisationer, der står klar på Justesens Plæne med aktiviteter til børn:

»Vi håber, der kommer mange familier søndag den 3. april. Det er jo i barndommen, vi lærer børn at holde af naturen og passe på den,« siger Pernille Sørensen, formand for Natur & Ungdom i Randers.

Hun er ansvarlig for børneaktiviteterne på plænen og glæder sig til at præsentere en tidslinje om affaldets nedbrydningstider for de fremmødte børn: »I mit arbejde som pædagog kan børnene efter bare 14 dage sortere affald i de rigtige fraktioner. Vores øgede bevidsthed og fokus på miljøet vil helt sikkert ændre børns holdning til affald i naturen, også når de bliver voksne,« siger Pernille Sørensen.

Flere kan gøre en forskel

Søndag den 3. april er der udlån af affaldskit til de fremmødte på plænen og kaffe og kage til sultne indsamlere, når affaldsposerne er fyldte. Det er Per Christensen fra “Randers Rydder Op”, der vejer de fyldte affaldsposer:

»Det er dejligt, at vi er flere organisationer og Randers Kommune, der står sammen om at få vore medborgere til at samle affald i naturen. Vi kan jo alle være med til at gøre en forskel. Både søndag den 3. april, men også til hverdag i vores lokalområde,« siger Per Christensen. Han er et velkendt ansigt i Dronningborg, hvor han bor, fordi han jævnligt samler affald på gader og stræder i sin fritid.

Fakta om indsamlingen

Affaldsindsamlingen finder sted på Justesens Plæne søndag den 3. april fra klokken 10-12. Indsamlingen på Justesens Plæne er arrangeret af Natur & Ungdom, Randers Rydder Op, #Rent Naturområde, GreenNation-DK og Randers Kommune.

På plænen er der udlån af affaldskit og poser til affaldsturen, ligesom de fremmødte får tilbud om vejning af affald og kaffe og kage samt børneaktiviteter. Desuden kan de fremmødte få gratis lommeaskebægre. Kommunen stiller en affaldscontainer op ved den runde P- plads ved Randers Regnskov til det indsamlede affald søndag den 3. april. 

Borgere, der indsamler affald andre steder i kommunen i weekenden den 2. og 3. april i Randers, kan tjekke deres indsamlede affald ind via appen “Giv et Praj.” Affaldet bliver hentet mandag den 4. april af Randers Kommune. Desuden er alle genbrugspladser i Randers Kommuner åbne den 2. og 3. april. 

Relaterede artikler

Nyeste artikler