Peter Hvidberg og hans ukrainske kæreste Eliza flygtede fra Kyivs bomberegn og eksplosioner med parrets papegøje og hunden Maila. Den lille maltipoo endte med at have stor betydning for både ejerne og de andre ukrainske flygtninge, parret mødte undervejs op gennem Europa.
De var lige trådt ind i første kapitel af deres nye fælles liv: lejligheden i Kyiv, cafeen, der endelig stod næsten klar og som de snart skulle åbne og den lille hund Maila, Eliza længe havde drømt om at få. Fremtiden så lys og lovende ud, da danske Peter Hvidberg og hans ukrainske kæreste Eliza landede i Kyiv i slutningen af februar.
Men snart blev fremtidsdrømmene til et mareridt, da krigen brød ud og Ukraine blev invaderet af russiske styrker. Peter og Eliza brugte ikke tid på at indrette lejlighed og café, men flygtede ofte 120 meter ned under jorden på den nærmeste metrostation, når der igen var luftalarm over storbyen.
»Der ligger ingen bunker tæt på vores lejlighed, så vi flygtede ligesom mange andre ned på den nærmeste metrostation, når der var luftalarm. Det var der ofte. Vi tog hunden, hundemad og lidt vand med, og så skyndte vi os ned på metrostationen. Hernede sad mange mennesker, og en stor del af dem havde kæledyr med: katte, hunde, kaniner og hamstere. Men det blev hurtigt værre og værre, ruderne i lejligheden raslede på grund af eksplosioner og bomber, og til sidst sov jeg slet ikke om natten,« fortæller Peter.
Peter og Eliza besluttede sig derfor for at forlade hele deres liv og flygte fra Kyiv. Men én ting var sikkert: både hund og papegøje skulle med. Maila er en lille maltipoo, så hun kunne nemt komme med, men Eliza ville ikke tage af sted uden begge dyr, og lagde derfor forsigtigt papegøjen Bird ned i en skotøjsæske med huller i.
Fredag pakkede de det mest nødtørftige i to kufferter, og Peter bestilte togbilletter til Lviv på grænsen til Polen med afgang om mandagen. Men så lang tid kunne de ikke vente med at tage af sted.
Flugten fra Kyiv
I løbet af fredagen stod det klart, at Peter og Eliza ikke kunne blive i Kyiv. De fandt en bus med afgang om eftermiddagen, men det var svært at finde transport til stationen. Til sidst fandt de en bil, der ville køre dem. Peter kom også i kontakt med to danskere, der ville hjælpe dem med at flygte, og som havde plads til to personer og lidt bagage.
»Da vi ankom til stationen, blev der skudt lige bagved. Det var så rædselsfuldt. Vores chauffør ville ikke køre os videre over til danskerne på grund af faren, så jeg fandt en bil med en chauffør, der nævnte en pris, som jeg accepterede med det samme. Det lykkedes os at finde danskerne, og vi kørte ud af Kyivs kaos med Maila på skødet af Eliza og Bird gemt i skotøjsæsken,« fortæller Peter.
Peter havde inden da arbejdet og boet i Ukraine i 3-4 år, og var blevet forelsket i Ukraine og Kyiv, som han opfattede som en by med fantastiske muligheder, gode cafeer, restauranter og kultur. Og han var blevet forelsket, ikke kun i Eliza, men også i ukrainerne, som han beskriver som venlige, humoristiske, udadvendte og dejlige mennesker.
Bilen kørte ud af Kyiv, der var forvandlet fra en pulserende storby til noget, der senere hen ville ligne en krigszone. Peter kørte væk fra det land, han var blevet så forelsket i, og Eliza kørte ud af sit hjemland og væk fra veninder og familie.
En lille hund med stor betydning
Ud på aftenen og mange kilometer senere stoppede bilen i Vinnitsa. Der var ingen steder at sove, alle hoteller var bookede, men en ukrainsk mand stillede sit hus til rådighed for flygtninge. Her overnattede parret sammen med andre danskere og ukrainere på madrasser på gulvet. Maila tøffede rundt og fik godbidder:
»Normalt er jeg ikke til små hunde. Jeg kan godt lide store hunde, og er vokset op med jagthunde, fordi min far gik på jagt. Men det trækker jeg fuldstændig tilbage: hun var den dejligste hund at have med, hun er så klog og den mest fantastiske hund, man kan have,« siger Peter.
Næste dag kørte bilen op i bjergene, og flugtruten blev styret med sikker hånd af en dansker, der havde været i militæret tidligere. I bjergene stoppede de ved et gammelt skiresort Bukovel, hvor der var flere ukrainske flygtninge.
»Det er hårdt at tale om, men det værste jeg så, var børn og mødre, der græd, fordi de sagde farvel til deres far, mand og kæreste, der skulle i krig. Alt det, de har efterladt og børn, der ikke forstår det. Der var Maila helt fantastisk: selvom jeg kunne se, hun var træt af det, lod hun børnene hive sig i ørene og lege med hende, og på den måde kunne de glemme det hele et øjeblik,« fortæller Peter.
Peter, Eliza og deres redningsmænd blev to nætter på det gamle skiresort, for flugtruten skulle planlægges yderligere. Planen var, at de skulle ud af Ukraine og ind over grænsen til Rumænien. Et par dage senere kørte bilen mod den rumænske grænse, men køen til grænseovergangen var på over hundrede biler. Peter og Eliza tog derfor deres ejendele og Maila med sig og gik over grænsen. Her fik de tjekket både deres og Mailas pas, papirer og vaccinationer.
På den anden side af grænsen stod Røde Kors klar med kaffe, tæpper og en skål varm mad. Dagen efter kørte Peter og Eliza videre i en privat arrangeret minibus:
»Eliza sad mellem to granvoksne mænd med Maila på skødet, og de faldt pladask for hende. Hun blev hele bussens maskot, og vores allesammens terapihund. Det var helt fantastisk at se, at selvom vi kørte lange strækninger, kom der ikke en lyd fra hende. Hun lå bare og slappede af,« fortæller Peter.
I sikkerhed i Danmark
Efter fem dage på flugt kørte Peter og Eliza endelig ind over grænsen til Danmark. Her flyttede de ind hos Peters datter, der som noget af det første købte et fuglebur til Bird.
I øjeblikket bor Peter Hvidberg, Eliza, Maila og Bird i en bekendts sommerhus på Falster. Her er Maila stadig en stor hjælp og støtte, måske uden hun selv helt ved det:
»Maila hjælper os hele tiden og gør de ting, hun altid gør: hun skal ud at gå, have mad og klappes. Hun fortæller os ikke hele tiden, at der er krig, men skaber både en form for normalitet, men også en form for trøst. Det er helt fantastisk og selv for mig, ville det være svært, hvis hun ikke var her,« siger Peter.
Fremtidsplanerne byder ikke længere på en fælles lejlighed og nyopstartet café i Kyiv, men på et liv i København, hvor parret leder efter et sted at bo. Selvfølgelig med plads til både Maila og Bird.
Og så vil Peter Hvidberg gerne tilbage til Ukraine og hjælpe flygtninge ud af landet.
Følg med i arbejdet for krigens dyr
Vi har samlet alt den relevante information om hjælpen til krigens dyr på ét sted. Her kan du finde de seneste nyheder og de oftest stillede spørgsmål. Du kan også støtte kampen for dyrene. Læs mere her
