En politipatrulje opdagede natten til onsdag kl. 1.10 en 40-årig mand, der kørte rundt på en knallert uden lys i et villakvarter på Dybdalhegnet i Assentoft ved Randers SØ.
Betjentene fik bragt knallertføreren til standsning, og da det viste sig, at den 40-årige var frakendt kørekortet og hverken havde registreret eller forsikret knallerten korrekt, noterede patruljen tre sigtelser.
De tre sigtelser blev dog til fire, da betjentene kiggede ned i den taske, som den 40-årige havde med. Her lå der koben, handsker, lommelygter og en elefanthue. Han blev derfor også sigtet for forsøg på indbrud.
Under visitationen af manden fandt betjentene en mindre mængde amfetamin i hans lomme, og han endte derfor med en femte sigtelse – for besiddelse af euforiserende stoffer.