Den 5. maj var det 77 år siden, at tyskerne kapitulerede, og Danmark var atter frit, bortset fra Bornholm, som først blev befriet den 16. marts 1946.
Befrielsen blev markeret over alt i landet. Hjemmeværnskompagni Hvidsten lagde kranse flere steder i Randers Kommune, og sluttede i Mindelunden i Hvidsten, hvor de otte henrettede fra Hvidstengruppen ligger begravet.
Senere talte talte den konservative formand, Søren Pape Poulsen i en fyldt kirke i Spentrup.
Sognepræst i Spentrup, Peter Ulvsgaard introducerede arrangementet ved oplæsning af ”De danske biskoppers meddelelse i maj 1945.«
Sognepræst i Asferg Kirke Trine Daugaard Jepsen stod for hilsen og bøn, hvorefter den konservative leder indtog prædikestolen.
Han tog udgangspunkt i Henning Andersens afskedsbrev. Det fortæller om helt almindelige mennesker, som ikke passivt ville se til at deres fædreland blev besat, sagde Søren Pape Poulsen.
Her er et uddrag af talen:
Det var sande helte, som var stolte af at vie sit liv for friheden, og vi kan være stolte af dem i dag.
At det kunne gå så galt, at en galning kunne komme til magten i Tyskland og derefter kaste verden ud i en krig med millioner af ofre er og bliver ufatteligt.
Men det siger også noget om, hvor farlig folkeforfører er, og hvor skrøbeligt et demokrati kan være. Lærer vi ikke af historien, er vi dømt til at gentage den.
Heldigvis er der altid nogen, som siger stop. Nogen der vil kæmpe og ikke bøje nakken. Det så her i Danmark, særligt fra 1943 og frem.
Modstandsgrupper blev dannet og folk mødtes på tværs af politiske skel i kampen for Danmarks frihed, og den ene farlige mission efter den anden blev udført af medlemmerne af frihedsbevægelsen.
Desværre blev mange fanget, og måtte betale med deres liv. Det er så uendelig trist. Tænk sig. Unge mænd med livet foran sig, som kæmpede for fædrelandets frihed.
Jeg er sikker på at alle danskere er stolte af vores frihedskæmpere, og for den indsats de gjorde.
Her i 2022 skal vi medvirke til, at det står lysende klart for de kommende generationer hvad der skete i verden, Europa og i Danmark i de mørke år. Det må aldrig blive glemt.
Det påhviler os, at føre historien videre, så næste generation hører om historien, så den ikke gentager sig.
Har friheden så haft lige gode kår siden? Ikke alle steder. Jeg husker tydeligt min generations største frihedsbudskab.
Det var i november 1989. Jeg husker billederne af trabanterne, som kørte fra øst mod vest. Muren var faldet.
Vi var alle sammen glade. Historiens vingesus udspilledes lige foran os. Det var fantastisk. Endnu et diktatur var faldet. En ond ideologi havde tabt.
De kommunistiske rædselsregimer faldt, og vi så, at frihed ikke kan undertrykkes.
Når man kigger på de lande, som blev frie i starten af halvfemserne og ser hvad der sker i øjeblikket, så bliver man lidt trist.
Den 11. september hvor angrebet på World Trade Center i New York fandt sted, lagde et nyt mørke sig ned over os. Det var ikke en besættelse, men et nyt mørke. En usikkerhed, en utryghed for den ekstremistiske islamistiske terror og uforudsigelighed.
Min glæde over murens fald og Europas frihed er blevet sat noget i perspektiv den seneste tid. Historien gentager sig desværre.
Nu er russiske soldater kommanderet ind i Ukraine af en ny diktator. Og vi ser ukrainerne griber til våben, og forsvarer deres fædreland. De står op overfor overmagten, fordi de kender værdien af frihed.
Hvad kan vi lære af det? Frihed og demokrati aldrig er noget der er, men noget man skal kæmpe for og forsvare. Det er ikke noget, der kommer af sig selv.
Sammen med andre ligesindede lande og demokratier skal vi kæmpe for den frihed.
Friheden kom i 1945 fordi trangen og ønsket om frihed og demokrati var stærkere end mørkets magt.
At ønsket om frihed til enhver tid er stærkere end noget andet. Det mindes vi hvert år den 4. maj om aftenen da befrielsesbudskabet kom, og vi sæter lys i vinduerne den dag.
Og vi mødes den 5. maj og fejrer og taler sammen og mindes. Vi samles for at ære og mindes og fejre friheden i dyb taknemmelighed.
Vi takker alle dem, som gav det dyrebareste man har. Æret være deres minde.
Kirkesanger Eva Madsen sang ”En lærke letted” så ikke et øje var tørt.
Efter aktiviteterne i kirken mødtes alle til kaffe i sognegården, hvor der var lejlighed til at stille spørgsmål til den konservative leder.
Spentrup Kirke spiller en særlig rolle i forbindelse med befrielsen. Da befrielsesbudskabet havde lydt den 4. maj om aftenen, gik pastor Christensen ud og hejste flaget.
En beboer spurgte præsten, om der var gudstjeneste. Egentlig var det ikke planen, men pastor Christensen besluttede helt spontant, at der burde være en gudstjeneste, for at fejre befrielsen.
Der blev sendt bud til nabobyerne Gassum og Hvidsten, og så blev der lavet en frihedsgudstjeneste.
Blandt deltagerne i den spontane gudstjeneste var Gudrun Fiil, og nogle af de andre enker efter de henrettede fra Hvidstengruppen.
