Projektforslag for fremtidens Justesens Plæne er godkendt
Justesens Plæne skal fremover både beskytte byen mod stormflod og være et attraktivt bynært naturområde. Nu har byrådet godkendt et projektforslag, der skal fungere som grundlag for det videre arbejde. Og samtidig har byrådet sendt et forslag til en lokalplan, som vil gøre det muligt at realisere projektet, i høring. Under høringern bliver det muligt for alle at kommentere og komme med input til både lokalplan og projektforslag.
Randers Kommune har nu et grundlag for det videre arbejde med at udvikle Justesens Plæne – en af byens mest centrale pladser, som rigtig mange bruger og har et forhold til.
For på mødet den 13. juni 2022 har Randers Byråd godkendt et projektforslag for den nye Justesens Plæne, der ud over at appellere til en bred målgruppe og have plads til events, fremover også får en vigtig rolle i klimabeskyttelsen af Randers by.
Med byrådets godkendelse bliver projektforslaget nu udgangspunktet for det videre arbejde med myndighedsansøgninger og projektering.
Læs hele projektforslaget for det nye Justesens Plæne
Et grønt opholdsrum uden barrierer
Omdannelsen af Justesens Plæne er en del af Udviklingsplanen for Flodbyen. På det nye Justesens Plæne skal der etableres et grønt dige, der på sigt bindes sammen med resten af Klimabåndet til en sammenhængende højvandsbeskyttelse gennem Randers midtby. Samtidig skal der være et grønt opholdsrum, vandkanten skal være tilgængelig for alle, diget skal være en forbindelse – ikke en barriere, og tidevandets og årstidernes rytmer skal synliggøres.
Det centrale element i forslaget for Justesens Plæne er diget med en ny stiforbindelse. Diget forskydes mod Tørvebryggen, hvor det eksisterende jernbanetracé bevares som en kulturhistorisk fortælling. Derudover er planen at etablere et bevægelsesområde, åpavillon, ny stibro ved vandet, belysning og ny beplantning. Endelig vil Vandmiljø Randers etablere en pumpestation med tilhørende installationer.
Lokalplan og projektforslag kommer i høring
Sideløbende med projektforslaget har forvaltningen lavet et nyt forslag til en lokalplan for området. Den vil gøre det muligt at etablere de tekniske anlæg på stedet og på mødet besluttede byrådet at sende lokalplanen i høring. I den forbindelse bliver det også muligt for offentligheden at kommentere projektforslaget. Høringsmaterialet bliver snarest tilgængeligt på www.randers.dk/høringer.
Det fulde projekt, som er fremlagt i forslaget, har et estimeret budget på 15 millioner kroner. Der er dog mulighed for at skalere projektet, så prisen holdes på 10 millioner kroner, der er forudsætningen i økonomimodellen for Flodbyen.
Beslutningen om, hvordan det endelige projekt helt præcist kommer til at se ud, træffes i forbindelse med, at anlægssagen fremlægges til politisk behandling i efteråret 2022
Byråd justerer pasningsgarantien og afsætter ekstra penge til nyt dagtilbud i Dronningborg
Som udgangspunkt skal alle børn fortsat tilbydes en plads i det distrikt, hvor de bor. Men er det ikke muligt, har forvaltningen midlertidigt mulighed for at tilbyde plads et andet sted i kommunen. Det skal i så fald være så tæt på barnets hjem som muligt, har byrådet besluttet på mødet den 13. juni 2022. Samtidig har byrådet afsat ekstra midler, så etableringen af et nyt dagtilbud i Dronningborg kan gå i gang hurtigst muligt.
Børnetallet stiger i Randers Kommune, hvor der er stor efterspørgsel efter pladser til børn i alderen 0-5 år. Og derfor er det ikke længere muligt at leve op til den nuværende pasningsgaranti, hvor man er garanteret plads i det distrikt, barnet bor.
Randers Kommune er inddelt i fem dagtilbudsdistrikter, og på mødet den 13. juni har byrådet besluttet at justere pasningsgarantien. Konkret har byrådet vedtaget følgende:
● Den nuværende distriktsinddeling fastholdes, men det kan i en periode frem til 31. december 2022 være nødvendigt at tilbyde en plads uden for distriktet. Bliver det nødvendigt at tilbyde børn pladser uden for eget distrikt, tilbydes plads så nær på børnenes hjem som overhovedet muligt.
● Tilbydes forældre en plads uden for distriktet er der mulighed for at vende tilbage til det oprindelige distrikt når der er en ledig plads.
● Der igangsættes et arbejde med at finde yderligere kapacitet inden for de nuværende bygningsmæssige rammer.
● Der igangsættes et arbejde med at udbygge kapaciteten så det får virkning inden den 31. december 2022. Der rejses en særskilt bevillingssag på børne- og familieudvalgets møde den 22. august og økonomiudvalget den 5. september og byrådet den 12. september.
● Byrådet orienteres månedsvis om udviklingen i pasningskapaciteten opdelt på distrikter.
Byggeri af dagtilbud i Dronningborg skal i gang hurtigst muligt
På mødet har byrådet desuden afsat ti millioner kroner ekstra til etableringen af et nyt dagtilbud i Dronningborg med plads til 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn.
Oprindeligt var der afsat 21,5 millioner kroner til dagtilbuddet, der skulle have været bygget sammen med et nyt plejecenter og idrætshal til en samlet pris på godt 125 millioner kroner. Men på grund af stigende priser på byggematerialer, kunne ingen af de i alt fire indbudte tilbudsgivere give et tilbud inden for det beløb, som var afsat til projektet. Byrådet besluttede derfor at afbryde processen og skal nu i stedet tage stilling til det samlede projekts videre skæbne i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger.
Netop på grund af det stigende børnetal kan byggeriet af det nye dagtilbud dog ikke vente. Og med byrådets beslutning om at afsætte ti millioner kroner ekstra, kan forvaltningen nu sætte gang i byggeprocessen, så det nye dagtilbud kan blive etableret hurtigst muligt.
Her ønsker byrådet at investere i faciliteter på idræts- og spejderområdet
Randers Byråd har på mødet den 13. juni 2022 prioriteret kommunale midler til at udbygge faciliteterne på idræts- og spejderområdet i perioden 2022-2025. Se hvilke projekter, der kan se frem til støtte, her.
Der er nu afsat kommunale midler for at støtte og udvikle faciliteter på idræts- og spejderområdet i perioden 2022-2025. På mødet den 13. juni 2022 har Randers Byråd prioriteret i alt 17,4 millioner kroner til forskellige projekter, der spænder bredt – fra etablering af kunstgræsbaner og padelbaner til renovering af spejderhytte.
Se hvilke projekter, som byrådet har prioriteret midler til
Vær opmærksom på, at midlerne til kunstgræsbanerne (projekt 1-3) kun bliver frigivet, hvis byrådet i forbindelse med budgetaftalen for 2023-26 bliver enige om at afsætte driftsmidler på 200.000 kr. per bane årligt fra 2024.
Foreninger fik indflydelse på prioriteten
I starten af året fik ansøgerkredsen en invitation til at indsende projektansøgninger. Og ved ansøgningsfristens udløb den 6. marts havde forvaltningen modtaget i alt 24 ansøgninger med en samlet projektværdi på ca. 123 mio. kr. og et tilskudsønske på ca. 74 mio. kr.
Med udgangspunkt i de indsendte ansøgninger til puljen blev der den 5. april 2022 afviklet en konference med ca. 100 deltagere fra foreninger, samråd, idrætshaller og 15 tilmeldte medlemmer af Randers Byråd. Her gjorde ansøgerne rede for deres respektive ansøgninger, og i et efterfølgende gruppearbejde skulle hver gruppe anbefale en fordeling af midlerne.
Forvaltningen har efterfølgende og i videst mulige omfang omsat anbefalingerne til et konkret forslag til fordeling af midler. Dette forslag har sundheds- idræts- og kulturudvalget taget stilling til og her foretaget en række justeringer, og det er på den baggrund, at byrådet nu har besluttet, hvordan midlerne skal prioriteres.
Med beslutningen vil forvaltningen nu informere de lokale projektejere og vil arbejde herudfra i den kommende 4-årige periode.
Helhedsplan for Over Hornbæk er godkendt og nu går fordebatten i gang
Byrådet har på mødet den 13. juni 2022 besluttet at godkende et forslag til en helhedsplan for Over Hornbæk, og forslaget kommer nu i fordebat i 8 uger. Undervejs vil der blive arrangeret et borgermøde.
Helhedsplanens synliggør, hvordan Over Hornbæks overordnede struktur for bebyggelse, veje, natur, vandveje og bassiner skal disponeres, inden der laves en mere detaljeret lokalplanlægning.
Helhedsplanens område omfatter et areal på ca. 60 hektar med plads til ca. 287 nye boliger. Området er i dag et kulturlandskab med hovedsageligt landbrugsdrift. Med planlægningen vil det over de kommende år udvikles til en ny bydel med boformer bestående af parcelhuse, rækkehuse, dobbelthuse, senior boliger i to etager, samt udlæg af grønne kiler, skovrejsning, rekreative forbindelser og vandbasiner.
Da der er tale om udvikling af en ny større bydel, som forudsætter ændringer af kommuneplanen, er det et krav i planloven, at byrådet skal indkalde idéer og forslag til planlægningen. Helhedsplanen skal derfor fremlægges i offentlig høring i 8 uger, inden den kan vedtages endeligt af byrådet. Undervejs i høringsperioden bliver der desuden arrangeret et borgermøde. Høringsmateriale og yderligere informationer om borgermødet bliver snarest tilgængeligt på www.randers.dk/høringer
Det vurderes, at Hornbæk Skole har kapacitet til at optage kommende børn fra området. Ligeledes vurderes det, at Hornbæks institutioner har kapacitet til at optage kommende børn fra lokalplanområdet. Hvis der opstår et behov, er der i helhedsplanens nærområde udlagt et egnet areal ejet af Randers Kommune til opførelse af en ny institution. Arealet er reserveret på hjørnet af Skovhulevej og Gl. Viborgvej og grænser op til en rekreativ grøn kile.