3 C
Randers
mandag, december 23, 2024

Bo Ratz forlader Konservative Folkeparti

Bo Ratz der siden kommunalvalget i november har repræsenteret Det Konservative Folkeparti i Randers, skifter til Nye Borgerlige, hvor han sammen med Lars Axel Nielsen, som indtil i dag var Nye Borgerliges eneste repræsentant i byrådet, skal kæmpe kampen for blandt andet mindre frås og mere frihed.

Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg på afgørende landspolitiske områder såsom værdi- og fordelingspolitik ligger tættere på Nye Borgerlige. Jeg skifter parti – ikke holdning

Bo Ratz, byrådsmedlem for Nye Borgerlige

Nye Borgerliges næstformand og folketingsmedlem Peter Seier Christensen byder Bo Ratz, der til daglig arbejder som lærer på Randers Realskole, velkommen:

»Bo Ratz har gjort et meget godt indtryk på mig. Jeg har lært Bo at kende som en borgerlig mand med benene plantet solidt i jorden og med en masse erfaring uden for politik, så det passer rigtig godt med Nye Borgerlige,« siger Peter Seier Christensen.

Bo Ratz selv siger følgende om sin indmeldelse i Nye Borgerlige:

»Jeg er kommet til den erkendelse, at jeg på afgørende landspolitiske områder såsom værdi- og fordelingspolitik ligger tættere på Nye Borgerlige. Jeg skifter parti – ikke holdning. Jeg repræsenterer stadig de vælgere, der har stemt på mig og det, jeg står for. Og jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med den konservative gruppe. Jeg smækker på ingen måde med døren,« udtaler Bo Ratz, der fortsætter:

»Det er ingen hemmelighed, at Lars Axel Nielsen og jeg er uenige med konstitueringspartier i spørgsmålet om linjeføringerne til Ringboulevardens forlængelse, der i øjeblikket er i høring, hvorfor vi kommer til at stemme imod, hvis de ikke kommer til at tage hensyn til Dronningborgborgerne i Rismøllekvarteret. Sammen står vi stærkere i den kamp, og det er glædeligt,« lyder det fra Bo Ratz, som bliver budt varmt velkommen af sin nye partikollega i Randers Byråd, Lars Axel Nielsen:

»Jeg er enormt glad for at kunne byde Bo Ratz velkommen på holdet. Bo og jeg har haft et godt samarbejde, og det glæder jeg mig til at fortsætte i endnu højere grad sammen med lokalbestyrelsen og medlemmerne af Nye Borgerlige i Randers,« lyder det afsluttende fra Lars Axel Nielsen, der ligesom Bo Ratz blev valgt til byrådet for første gang i 2021.

Overrasket formand

Formand for Konservative Folkeparti i Randers, Christian Krogh er overrasket over partiskiftet. Han blev orienteret i aften omkring klokken 19, og gik herefter i gang med at kontakte den øvrige bestyrelse.

Han er også overrasket over, at Bo Ratz går til Nye Borgerlige.

»Bo har på ingen måde markeret sig på indvandrerspørgsmål, så det overrasker mig rigtig meget,« siger han.

»Jeg kan ikke gøre andet, end at tage Bo’s beslutning til efterretning,« fremhæver Christian Krogh, som understreger, at der ikke vil være ”bad feelings” fra hans side.

Med henvisning til den konservative fremgang på landsplan, er formanden ikke bekymret for, at det vil have negative konsekvenser til næste valg.

»Til næste valg må vi se at finde nogle kandidater, som ikke løber af pladsen,« understreger Christian Krogh.

Formand for den konservative gruppe i byrådet, Daniel Madié er ked af, at Bo Ratz forlader partiet.

»Vi har i forvejen haft et godt samarbejde med Lars Axel Nielsen fra Nye Borgerlige, og det er jeg overbevist om fortsætter, så vi vil også i fremtiden have et godt samarbejde,« siger Daniel Madié, som finder det ærgerligt, at Bo Ratz skifter parti.

Den konservative gruppeformand er ikke i tvivl om, at det er spørgsmålet om Østbroen, som har ført til, at Bo Ratz har brudt med Konservative Folkeparti.

I december sidste år forlod Christina Kjærsgaard Konservative Folkeparti til fordel for Østbroen. Også dette partiskifte bunder i spørgsmålet om Østbroen.

Til Næste valg må vi se at finde nogle kandidater, som ikke løber af pladsen

Christian Krogh, formand for Konservative i Randers

Hverken Christian Krogh eller Daniel Madié frygter, at det vil få negative konsekvenser til næste byrådsvalg, og påpeger at det højst sandsynligvis ikke vil blive noget problem at finde egnede kandidater.

»Det vil ikke få den store betydning for arbejdet i byrådet, bortset fra at de konservative ikke vil have den samme slagkraft i de kommende budgetforhandlinger,« mener Daniel Madié.

Bo Ratz var nummer 14 på kandidatlisten, men sprængte den konservative liste, og bragede ind som nummer tre ud af fire konservative mandater i det nye byråd.

Daniel Madié (tv) og Christian Krogh (th)

Relaterede artikler

Nyeste artikler