4.7 C
Randers
mandag, december 23, 2024

Sigtet for uagtsomt manddrab efter ulykke

To personer mistede livet i en trafikulykke lørdag aften efter et frontalt sammenstød med en anden bil

Sent lørdag aften skete der et voldsomt færdselsuheld på Århusvej i Grenaa. Ulykken skete, da en bil endte i den modsatte vognbane. Her kørte den frontalt sammen med en anden bil. Passagererne i den påkørte bil afgik kort efter ved døden.

De to omkomne var et ægtepar, en mand på 74 og en kvinde på 62 fra Tyskland.

Her til morgen havde man ikke fået underrettet de pårørende, men det er nu sket, fremgår det af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

I den bil, der ikke holdt sig i sin egen vognbane, var der to personer. En 30-årig fører og en 32-årig passager. De er begge fra Favrskov.

Politiet har en formodning om, at den 30-årige har været påvirket under kørslen, og det muligvis var derfor, at han endte i den modsatte vognbane.

»Der er mistanke om, at den 30-årige fører var påvirket af alkohol og/eller narkotika, og han fremstilles senere søndag i Grundlovsforhør sigtet for uagtsomt manddrab,« skriver politiet i døgnrapporten.

Grundlovsforhøret finder sted ved retten i Randers klokken 13.00.

Den 30-årige fører kom til skade under uheldet, men er uden for livsfare. Det er uvist, om han er i stand til at møde op i retten i dag, eller om grundlovsforhøret bliver in absentia.

Den 32-årige passager pådrog sig kun mindre skader.

Relaterede artikler

Nyeste artikler