Grundlovsforhør i Retten i Aarhus kl. 13.00
Østjyllands Politi fremstiller mandag kl. 13.00 en udenlandsk mand i Retten i Aarhus. Manden blev lørdag eftermiddag truffet af en patrulje på gaden i Aarhus C, hvor han blev bedt om at identificere sig.
Han oplyste et navn, men havde hverken pas, kørekort, telefon eller nogen form på ID på sig, og han ville ikke oplyse, hvor han opholder sig henne, eller hvornår han var kommet til landet. Han blev derfor anholdt på hjemrejseloven.
Han fremstilles med henblik på, at han kan forblive i politiets varetægt, mens politiet forsøger at fastlægge hans identitet.
**
Flere stjålne cykler fundet – kvinde sigtet for tyveri
En borger i Risskov kontaktede søndag kl. 8.05 politiet og fortalte, at hun aftenen før havde fået stjålet sin cykel, som hun nu havde set stå i et skur hos en 49-årig kvinde.
En patrulje kørte til stedet, og det viste sig, at der stod hele syv cykler, som var blevet stjålet i løbet af aftenen og natten. Derudover stod der to potter med blomster i, som havde stået uden for nogle huse i Risskov.
Den 49-årige kvinde erkendte, at hun havde stjålet cyklerne og planterne, og hun blev sigtet for tyveri.
De fleste af cyklerne blev allerede søndag morgen leveret tilbage til rette ejere.
Husk at skrive dit stelnummer på din cykel ned, så du altid har det liggende. Hvis du får din cykel stjålet, så anmeld tyveriet og angiv dit stelnummer. Så er det meget nemmere for os at finde frem til rette ejer, hvis vi finder en stjålet cykel.
**
Kvik borger ledte politiet til spritbilist
Østjyllands Politi fik søndag kl. 9.37 en anmeldelse fra en borger, der fortalte, at han netop havde været vidne til et færdselsuheld på Skovfaldet i Aarhus N, hvor en bilist var kørt med høj fart ind i et træ.
Bilisten efterlod bilen og gik efterfølgende fra stedet langs Nordre Ringgade. Han gik ifølge anmelderen meget usikkert på benene, og han havde en flaske sprut i hånden. Borgeren fulgte efter ham på afstand, mens han havde politiet i røret, og kort efter ankom en patrulje til en tankstation, hvor bilisten var gået ind.
Betjentene fik hurtigt fat i en 30-årig mand, der erkendte at have kørt bilen. Han var umiddelbart ikke kommet til skade. Da den 30-årige blæste i alkometeret viste det en promille et stykke over det tilladte, og da han også virkede påvirket af stoffer, blev han anholdt og både sigtet for sprit- og narkokørsel.
**
Bilist uden kørekort udgav sig for at være en anden
En 39-årig mand forsøgte søndag at snyde politiet ved at udgive sig for at være en anden, men han endte i stedet med en anholdelse og to sigtelser.
En patrulje fra Østjyllands Politi standsede søndag kl. 9.45 den 39-årige i en rutinekontrol på Havkærvænget i Tilst.
Den 39-årige forklarede, at han desværre havde glemt sit kørekort derhjemme og viste i stedet et sygesikringskort. Han virkede meget nervøs og havde travlt med at komme videre, og han bad betjentene om hurtigt at give ham bøden for at havde glemt kørekortet.
Patruljen fik dog mistanke til, at han ikke var den, han udgav sig for at være og begyndte nu at stille forskellige kontrolspørgsmål, som den 39-årige havde særdeles svært ved at svare på. Blandt andet svarede han forkert på, hvor mange børn han havde.
Det endte derfor med, at betjentene anholdt ham med henblik på at sikre hans identitet. Da han fik håndjern på, erkendte den 39-årige pludseligt, at han havde opgivet falsk navn og opgav nu sin rigtige identitet. Det viste sig, at han var frakendt kørekortet, og han blev derfor både sigtet for at opgive falsk navn til politiet og for at køre i frakendelsestiden.
Bilen tilhørte mandens mor, og hun blev efterfølgende sigtet for at have overdraget sit køretøj til en person uden kørekort.
**
Anholdt efter anmeldelse om voldeligt overfald
Østjyllands Politi fik mandag morgen kl. 5.30 en anmeldelse om, at en 42-årig mand var blevet overfaldet af en fremmed mand, der havde givet ham et knytnæveslag i hovedet inde i en 7-Eleven på Immervad i Aarhus C.
Ifølge den 42-årige var han cyklet forbi Magasin, da manden pludseligt begyndte at råbe og løbe efter ham. Den 42-årige var flygtet ind i 7-Eleven, hvor manden gav ham et knytnæveslag i ansigtet. Efterfølgende fik den 42-årige hjælp af en medarbejder i butikken og søgte tilflugt i baglokalet, indtil politiet kom frem.
Ude foran butikken traf betjentene en 26-årig mand, der var meget opfarende og opførte sig aggressivt. Da han blev udpeget som gerningsmanden til overfaldet, blev han anholdt og sigtet for vold.
**
Fandt amfetamin i lejlighed
Et tip førte søndag kl. 20.57 en patrulje fra Østjyllands Politi til en lejlighed i Randers C, hvor der var mistanke om, at der var ulovlige stoffer.
Ved døren ind til lejligheden blev betjentene mødt af en kraftig lugt af hash, og da den 24-årige mand, der bor på stedet, åbnede døren, meddelte patruljen ham, at de ville visitere ham og ransage hans hjem.
Gemt i fryseren lå en pose med en mindre mængde amfetamin, og derudover fandt betjentene også en mindre mængde hash i lejligheden.
Den 24-årige blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
**
Bil i brand ved Auning
Østjyllands Politi fik natten til mandag kl. 1.02 en anmeldelse om, at en bil var i brand på en p-plads ved krydset Hovedvejen/Herredsvej tæt på Auning.
Brandvæsnet var i gang med at slukke branden, da politiet kom frem, og det stod hurtigt klart, at der ikke var nogen personer i bilen, der fik store skader.
Politiet fik efterfølgende kontakt med ejeren, der fortalte, at han havde været ude at køre, da bilen pludseligt blev meget varm. Han havde derfor efterladt den for senere at få den fragtet til mekaniker.
**
Færdsel
Søndag kl. 9.52 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Tilst. En 51-årig kvindelig bilist holdt i siden af vejen, og da hun kørte ud derfra, ramte hun ind i en bil ført af en 74-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 51-årige blev sigtet for at have forårsaget færdselsuheldet.
Søndag kl. 16.06 blev en 58-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Åbyhøj.
Natten til mandag kl. 1.45 blev en 30-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret, da han blev standset af en patrulje på Søndre Ringgade i Aarhus C. I bilen lå en kniv og en mindre mængde kokain, som den 30-årige blev sigtet for at besidde. Det viste sig, at han havde taget bilen fra en ven uden at spørge om lov, og han blev derfor også sigtet for tyveri.
Natten til mandag kl. 3.04 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Jyllands Allé i Aarhus C. I bilen lå der en mindre mængde kokain, og den 24-årige blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. Da den 24-årige gjorde kraftigt modstand under anholdelsen, blev han desuden sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
**
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
● På Guldsmedegade i Aarhus C begået søndag d. 21/8 kl. 5.48
På Valnøddevej i Randers NV begået mellem fredag d. 19/8 kl. 16.00 og søndag d. 21/8 kl. 10.00
● På Feldbækvej i Essig ved Rønde begået mellem søndag d. 14/8 kl. 12.00 og søndag d. 21/8 kl. 12.00