Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet ophæver aldersgrænsen for natovervågning for unge med svært handicap
Alle borgere med et svært handicap får nu ret til natovervågning, ikke kun unge til og med 23 år. Ekstra midler gør det muligt helt at fjerne aldersgrænsen.
Der er blevet brugt færre penge end forudsat til at sikre unge med svært handicap natovervågning i eget hjem. Derfor vil regeringen sammen med aftalepartierne bag finanslovsaftalen for 2020 nu fjerne aldersgrænsen for, hvornår man har denne ret. Det betyder, at det ikke kun er de unge i alderen 18-23 år, der har ret til overvågning om natten, men alle borgere uanset alder, der har en hjælperordning efter servicelovens § 95, stk. 3 og behov for natovervågning.
Sammen med aftalepartierne afsatte regeringen i Finansloven for 2020 midler til, at unge i alderen 18 til 23 år kan få overvågning om natten i eget hjem. Samtidig blev der lavet en dispensationsregel, så unge med en livstruende sygdom har ret til natovervågning, til de er fyldt 25 år. Det er denne aldersgrænse, som nu afskaffes.
Aldersgrænsen på de 23 år blev i sin tid indført, fordi der var stor usikkerhed om økonomien bag ordningen. Men nu har en efterregulering altså vist, at der har været anvendt færre midler til den end forudset.
Kommunen skal fremover udbetale et kontant tilskud til at ansætte hjælpere til overvågning og støtte om natten. Retten gælder for 18-23-årige unge med behovet, og som modtager hjælp efter § 95, stk. 3, som et kontant tilskud.
Samtidig er der indført en regel om, at hvis den unge ved det fyldte 24. år lider af en aktuelt livstruende sygdom, skal kommunen fortsætte udbetalingen af det kontante tilskud til overvågning og støtte. Tilskuddet skal fortsætte, indtil den unge afgår ved døden, dog i højst to år.
Ordningen om natovervågning trådte i kraft 1. juli 2020. Det er intentionen at fjerne aldersgrænsen med virkning fra sommeren 2023.
Charlotte Broman Mølbæk, handicapordfører for Socialistisk Folkeparti siger:
»SF er glad for, at vi kan udvide ordningen, så alle med behov for natteovervågning kan få det. Det har hele tiden været SF’s ønske, og jeg er utrolig glad, fordi jeg ved, at mange mennesker med handicap og deres familier vil blive glade for ordningen, nu hvor vi fjerner aldersbegrænsningen.«