3.5 C
Randers
søndag, december 22, 2024

Østjyllands Politi: uddrag af døgnrapporten 31. august 2022

Her finder du et uddrag af det seneste døgns hændelser i Østjyllands politikreds.

Kvik dreng gav supersignalement – indbrudstyv anholdt

En kvik dreng var tirsdag medvirkende til, at politiet fik fanget og anholdt gerningsmanden til et indbrud i en villa i Skødstrup. 

Klokken 16.37 fik Østjyllands Politi om, at en mand var brudt ind i et hus på Grenåvej i Skødstrup. Et vidne havde på afstand set en mand slæbe en stol ud fra adressen og ind i en bil, men tyven var åbenbart blevet forstyrret, og han afbrød pludseligt sit foretagende og stak af fra stedet til fods. 

Et par patruljer ankom kort efter til adressen, hvor de rigtigt nok kunne se, at der havde været indbrud. Uden for huset stod en bil med den stjålne stol i, og betjentene kørte nu rundt i nabolaget for at lede efter den flygtende tyv. 

Den ene patrulje stødte undervejs på en dreng, der stod ved vejen i nærheden af huset, der havde været indbrud i. Da han hørte, at politiet ledte efter en tyv, fortalte han, at han havde leget i haven, da han så en mand med en taske løbe forbi ude på vejen. 

Selvom det var gået stærkt, kunne drengen give et meget præcist signalement af mandens udseende og flere detaljer om det tøj, han havde på. 

Lidt senere traf en patrulje en 25-årig mand, som svarede til signalementet. Godt nok havde han ikke det samme tøj på – men det viste sig, at han havde nået at skifte tøj. Det tøj, han havde haft på under indbruddet, fandt betjentene gemt i et buskads i området. I tasken lå i øvrigt også et koben. 

Den 25-årige erkendte nu, at det var hans taske, og at det var ham, der havde begået indbruddet. 

Han blev anholdt og sigtet, mens drengen nu bliver indstillet til en dusør for sin skarpsindighed og gode hjælp til politiet. 
 
**

Mand med kniv skabte utryghed 

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 19.15 en anmeldelse fra en bekymret borger, der havde set en tilsyneladende narkopåvirket mand gå rundt med en kniv i hånden på Vesselbjergvej i Hadsten. Ifølge anmelderen talte manden usammenhængende og gik forvirret rundt på gaden. 

En patrulje var kort efter i området, og betjentene fik øje på en 36-årig mand, der ganske rigtigt have en kniv på sig. Den 36-årige skyndte sig at gemme kniven bag en halvmur, men det opdagede betjentene, der anholdt manden og sigtede ham for overtrædelse af knivloven. 

**

Fandt stoffer og våben under ransagning

Et tip førte tirsdag aften til, at politiet ransagede en adresse i Brabrand, som en 64-årig mand har tilknytning til. 

Under ransagningen fandt betjentene en del hash og skunk og nogle digitalvægte. Det førte til, at den 64-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. 

Da der også lå en peberspray på adressen, blev han derudover sigtet for overtrædelse af våbenloven. 

**

Færdsel

Tirsdag kl. 7.43 skete der et færdselsuheld i krydset Mariagervej/Nordskellet i Randers NV. En 20-årig mandlig bilist foretog et venstresving ind foran en 46-årig kvinde, der kom kørende lige ud på knallert og ramte ind i bilen. Hun kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. 

Tirsdag kl. 13.34 blev en 35-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gyldenlundsvej i Assentoft. 

Tirsdag kl. 14.17 skete der et færdselsuheld på Solsikkevej i Risskov. I forbindelse med en overhaling ramte to biler ført af hhv. en 27-årig kvinde og en 32-årig kvinde sammen. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Tirsdag kl. 15.57 skete der et færdselsuheld på Lucernevej i Randers NV. En 49-årig kvindelig bilist svingede ind på en p-plads og ramte ind i en 16-årig dreng, der kom kørende ligeud på knallert. Drengen kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. Kvinden blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt. 

Tirsdag kl. 16.05 blev en 60-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for spritkørsel, da han blev standset af en patrulje på Herningsmotorvejen ved Låsby. 

Tirsdag kl. 16.35 skete der et færdselsuheld i krydset Vesterbrogade/Thorvaldsensgade i Aarhus C. En 55-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte en bil ført af en 34-årig kvinde. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. 

Tirsdag kl. 20.05 blev en 20-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Østermarksvej i Tilst. Da han havde en mindre mængde hash på sig, blev han også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. En 39-årig mand, der var passager i bilen, blev sigtet for overtrædelse af knivloven, da han havde en kniv på sig. 

Natten til onsdag kl. 2.10 blev en 36-årig kvindelig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da hun blev standset af en patrulje på Viborgvej i Aarhus V. En 44-årig mand, der var med som passager, blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde kokain på sig. 

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds. 

• På Sophus Bauditz Vej i Åbyhøj begået mellem fredag d. 26/8 kl. 8.00 og tirsdag d. 30/8 kl. 15.00

• På Bytoften i Risskov begået mellem mandag d. 29/8 kl. 18.00 og tirsdag  d. 30/8 kl. 6.00

• På Grenåvej i Skødstrup begået tirsdag d. 30/8 kl. 16.37

Relaterede artikler

Nyeste artikler