Torsdag d. 15. september kl. 19 er der sogneaften med foredrag af forfatter, ph.d. og tidl. formand for etisk råd Jacob Birkler i Dronningborg-Gimming Sognegård.
Etik er i høj grad besindelsens kunst. Spørgsmål om etik og tro er udfordrende, men man bør bruge tid på at forstå de nagende dilemmaer, selvom det er som at have en sten i skoen, mener Jacob Birkler. Han er stødt på etiske dilemmaer både i sit arbejde i sundhedsvæsenet og som formand for Det Etiske Råd. Og mange af dem har handlet om tro:
»Det har været spørgsmål om blodtransfusion, omskæring eller tørklædeforbud. Det er religiøse praksisser, der virkelig udfordrer os personligt, men som også sætter fut i den offentlige debat,« siger Jacob Birkler.
»Det handler om livets mest grundlæggende værdier, når der siges nej til blod, vaccination eller provokeret abort og ja til omskæring, polygami eller cølibat. Værdier som knytter sig til tro og identitet. Derfor er der meget på spil, når der skabes opposition til disse valg.«
»Spørgsmål om etik og tro kan være særligt udfordrende. Det er, fordi mange af os er fanget mellem at stå stærkt på religionsfrihed og så mærke, at vores værdier bliver udfordret, når vi står over for visse typer religiøs praksis. Så hvor går grænsen?« spørger Jacob Birkler.
I foredraget vil Jacob Birkler med humor og varme tage fat i vores forhold til frihed og religion. Det er Jacob Birklers erklærede mål at få de etiske diskussioner ned på et hverdagssprog, så alle kan deltage.
Fri entré – kaffe 20 kr