4.6 C
Randers
fredag, november 15, 2024

Elevrådsvalg på skolen i Havndal Børneby: Sofus kæmper for sin mærkesag

Der var demokratisk dannelse og fokus på elevdemokrati på skoleskemaet, da skolen i Havndal Børneby havde valguge. Ugens højdepunkt var elevrådsvalg i klasserne, hvor en af de nyvalgte elevrådsrepræsentanter blev Sofus Cramer, der vil kæmpe for mere undervisning udenfor klasselokalet

Der er udskrevet valg, ikke folketingsvalget men valg til elevrådene på landets folkeskoler. Det er interesseorganisationen Danske Skoleelever, der står bag initiativet Valgugen, som skolen i Havndal Børneby i Randers Kommune var med til. Det var de både for at få valgt repræsentanter til elevråd og skolebestyrelse, men også for at sætte fokus på elevdemokrati og demokratisk dannelse.

»Vi kan tydeligt mærke, at eleverne har fået mere mod på at engagere sig i elevrådet, efter vi har sat fokus på demokratisk dannelse i den her uge. I de fleste af klasserne stillede over halvdelen af eleverne op til posten som elevrådsrepræsentant,« siger Lone Stegger, der er kontaktlærer for elevrådet på skolen i Havndal Børneby.

Randers Kommune fik både i 2019 og 2022 tildelt titlen som Årets Elevvenlig Kommune for kommunens arbejde med elevdemokrati. Særligt blev kommunen rost for det kommunale fælleselevråds indsats, der løbende kommer med anbefalinger til politikerne og har et godt samarbejde med skole- og uddannelsesudvalget. Udvalgsformanden Lise-Lotte Leervad Larsen siger:

»Jeg er glad for, at så mange elever på skolen i Havndal Børneby har engageret sig i elevrådsvalget. Det er et vigtigt første møde med demokratiet, og jeg håber, deres arbejde har inspireret eleverne til at sige deres mening højt og kæmpe for deres sag. Jeg glæder mig til at møde det nye Randers Fælleselevråd, når alle skoler har valgt elevrådsrepræsentanter.«

Sofus er nyvalgt elevrådsrepræsentant

Blandt de nyvalgte elevrådsrepræsentanter på skolen i Havndal er Sofus Cramer, der går i 6. klasse, han glæder sig til arbejdet i elevrådet, og kunne også godt se sig selv i Randers Fælleselevråd:

“Det er vigtigt for mig, at jeg repræsenterer min klasse i elevrådet. Jeg vil lytte meget til, hvad de gerne vil og bringe deres holdning videre. En af mine mærkesager er, at jeg gerne vil have mindre undervisning, hvor vi sidder og læser i en bog, jeg vil gerne være mere aktiv og måske ud i byen og ud på virksomheder og lære,” siger han.

Formanden for Randers Fælleselevråd: Elevrådsvalget er vigtigt

En af kommunens mest garvede eleverådsrepræsentanter er formanden for Randers Fælleselevråd, Laura Poulsen, der til dagligt går i 9. klasse på Tirsdalens Skole. Hun blev første gang valgt i 5. klasse og har siden dengang engageret sig i elevdemokratiet gennem elevråd, skolebestyrelse, Danske Skoleelever og Randers Fælleselevråd. 

»Elevrådsvalget er vigtigt for os elever. Det er der, vi vælger, hvem der skal repræsentere os og kæmpe vores sag. Det er os, der er eksperterne på vores egen skoledag,« siger Laura Poulsen, der er formand for Randers Fælleselevråd.

Laura Poulsens tre råd til de nye elevrådsrepræsentanter:

1: Få styr på det formelle og forventningsafstem med hinanden.
2: Sæt mål for året og drøm stort, men realistisk. Man behøver ikke nå helt i mål.
3: Brug tid på at lære hinanden at kende, det styrker jeres samarbejde.

Relaterede artikler

Nyeste artikler