Læserbrev af Michael Aastrup Jensen, Dybdalen 12, 8960 Randers SØ
Det er så vigtigt, at Danmark kommer i bedre balance. Det er blandt andet også derfor mit valgslogan lyder: ”Mere Østjylland, mindre København”. For der er ikke sket nok for vores område under Socialdemokratiets regeringsperiode. De har eksempelvis tredoblet generationsskifteskatten for familieejede virksomheder, og det er en skat der særligt rammer virksomheder i landdistrikter og dermed også de borgere, som arbejder i de mindre byer. Det skævvrider Danmark og det er vi stærkt imod.
Vi ser bl.a. også, at vores sundhedsvæsen halter bagefter. Det har flere dokumentarer nu slået fast. Og selvom den røde regering har postet utallige flere penge i den offentlige sektor, er der ikke sket noget. For flere penge er ikke altid løsningen, og det er tid til at nytænkning. Vi foreslår bestyrelser på alle plejehjem, bestående af pårørende, medarbejdere og lokale ildsjæle.
Vi skal også gøre det mere attraktivt at slå sig ned i de mindre byer. Det skal derfor være nemmere for førstegangskøbere at købe bolig. Det indebærer f.eks. at fjerne afgifterne for alle boliger under 1. mio. Jo flere der benytter sig af disse ordninger, jo bedre balance og mere liv kommer der i vores lokalsamfund.
Det er også nødvendigt med vækst- og beskæftigelsesinitiativer målrettet de mindre byer og landdistrikter. Vi har en ambition om, at 5.000 statslige arbejdspladser skal placeres rundt omkring i mindre byer. Det samme gælder for de studerende. Vi skal sikre bedre mobilitet ved at SU-modtagere kan modtage et befordringsfradrag, hvis de er bosat enten i en land- eller yderkommune.
Vi er overbeviste om, at disse tiltag vil binde Danmark bedre sammen. Jeg tror også, at det netop vil modvirke den tendens vi ser med den socialdemokratiske regering: at politik kun centrerer sig om København og ikke tager hensyn til, at verden faktisk er helt anderledes uden for metropolerne. For vi er dybt afhængige af, at vores lokalsamfund fortsat kan fungere, og det kræver handling.