En vaks borger afviste mandag formiddag kl. 11.30 at udlevere sine personlige oplysninger og kreditkort til en fremmed mand, der mødte op på hendes bopæl i Randers NØ og udgav sig for at være fra hendes bank. Den 71-årige kvinde var kort forinden blevet ringet op af en mand, der havde udgivet sig for at være fra kvindens bank og over telefonen fortalt, at en kollega ville afhente kvindens kreditkort.
Østjyllands Politi opfordrer alle borgere til, at man aldrig udleverer hverken sit kreditkort, kontanter eller personlige oplysninger til fremmede. Vi opfordrer også igen til, at man tager en snak med sine ældre pårørende om, hvordan de skal forholde sig til det, hvis de bliver kontaktet af nogen, der udgiver sig for at være fra banken.
**
Færdsel:
Mandag kl. 09:38 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Hobrovej og Vangdalen i Randers NV, hvor en 70-årig mandlig bilist kørte ad Hobrovej og overså en medkørende cyklist, da han foretog et højresving. Cyklisten, en 60-årig mand, som kørte på cykelstien ad Hobrovej, blev slynget over bilens kølerhjelm, men slap fra sammenstødet uden større skader.
**
Mandag kl. 12.10 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Mariagervej og Nørre Boulevard i Randers C, hvor en 57-årig kvinde blev påkørt af en højresvingende bilist. Bilen blev ført af en 78-årig mand, der i forbindelse med sammenstødet er blevet sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Påkørslen medførte hverken person- eller materiel skade.