Sekura Cabins A/S giver sine lærlinge ansvar og bred erfaring. Det er grunde til, at et enigt dommerpanel på Tradium har valgt virksomheden som skolens kandidat til Årets Læreplads 2021.
Sekura Cabins har haft travlt i sommeren 2021. Ud over den almindelige produktion, har virksomheden rykket sit hovedkvarter og 193 medarbejdere til nye lokaler på Metervej i Sdr. Borup. Men selvom der er travlt, bliver lærlingene prioriteret højt.
»Hos Sekura Cabins vil vi gerne uddanne lærlinge, der har lyst til at blive hos os bagefter. Derfor har vi også selv en interesse i at sikre et godt forløb og hele tiden give vores lærlinge det ansvar, de er parate til at bære. Men vi har også medarbejdere, der tager dem under vingerne og gør et stort arbejde for, at lærlingene skal føle sig godt tilpas hos os,« fortæller Carsten Tønnes, der er administrerende direktør hos Sekura Cabins.
Sekura Cabins lægger vægt på at skabe en god sammenhæng mellem virksomhed og skole i læretiden. Derfor forholder de sig også til læreplanen for den enkelt lærling og sørger for, de bliver klædt godt på til de enkelte skoleforløb.
Alsidige opgaver
Magnus Jedig Sørensen, der ved at blive uddannet til smed, er en af dem, der mærker kollegerne brænde for at få det bedste ud af deres lærlinge. Derfor har han indstillet virksomheden til Årets Læreplads.
»Det, der gør Sekura til årets læreplads, er helt bestemt deres unikke personale, som gør alt for deres lærlinge. Du kommer ud for alverdens opgaver og bliver en rigtig dygtig alsidig smed med en god forståelse for et bredt aspekt af opgaver, som du møder i din dagligdag,« fortæller Magnus Jedig Sørensen.
Selvom Magnus kun er i begyndelsen af sin læretid, har han allerede været igennem alt fra simpelt VVS-arbejde til montage af vandpumper og opsætning af spritnye lufttryksfiltre – alt sammen under kyndig vejledning fra gode kolleger hos Sekura Cabins.
En virksomhed der lytter
Det er et enigt dommerpanel fra Tradium, der har kåret Sekura Cabins til årets lokale læreplads blandt indstillingerne fra skolens elever. Ud over at virksomheden søger for en grundig oplæring sine lærlinge, lagde dommerpanelet på Tradium i udvælgelsen vægt på, at Sekura Cabins giver ansvar og lytter til sine lærlinge. Det er også noget, Magnus Jedig Sørensen har lagt mærke til.
»Sammenholdet er i top, og i forbindelse med flytningen oplevede jeg faktisk at få ansvar for nogle ting. Samtidig bliver man som lærling hørt, når der spørges ind til indretningen af den pågældende afdeling, man er i – man kan virkelig mærke, at man ikke bare bliver spurgt for at blive spurgt, men at ens mening faktisk tæller,« fortæller Magnus Jedig Sørensen.
Sekura Cabins går nu videre til den landsdækkende konkurrence om at blive Årets Lærerplads. Den nationale vinder kåres den 2. november 2021.
Om Sekura Cabins A/S
Sekura Cabins A/S producerer førerkabiner til maskiner indenfor alt fra skov- og minedrift til entreprenørbranchen og sælger 99 procent af kabinerne til udlandet. Siden grundlæggelsen i 1957 er Sekura Cabins vokset til en virksomhed med 193 medarbejdere, og har i dag hovedsæde Metervej 5 i Sdr. Borup.
Læs mere på sekura.dk