Med kun en uges mellemrum kan man snart opleve to internationale teaterforestillinger for børn og deres familie på Randers Teater.
Søndag den 31. oktober gælder det den italienske forestilling ”Bakéké”, der betyder spand på Hawaiiansk. Og titlen er særdeles rammende for forestillingen, der ud over den ekvilibristiske performer Fabrizio Rosselli kun indeholder grønne spande. Massevis af grønne spande.
I den både morsomme og overraskende forestilling manøvrerer en charmerende, klovneagtig karakter rundt med plastikspande, som han ambitiøst forsøger at placere i forskellige avancerede geometriske mønstre. Men ambitionerne indfries aldrig som planlagt. Gang på gang må han erkende sine begrænsninger og indse, at fysikkens love sætter grænser for, hvad der er muligt.
Han vælger at se nye muligheder i sine nederlag, og gennem leg og opfindsomhed åbnes døren til en absurd, befriende og drømmeagtig verden, hvor spandene får helt nyt liv i en ordløs forestilling, som både børn og voksne kan nyde. ”Bakéké” er for børn fra 6 år.
En uge efter, søndag den 7. november, gælder det en børneforestilling med den billedskabende titel ”30 elefantaner under en paraply”. Bag forestillingen står det internationalt anerkendte catalonske kompagni La Petita Malumaluga, der rejser verden rundt med deres familieforestillinger, og også i 2019 besøgte Randers Teater. Dengang med forestillingen ”Beatles for babies”, der var et af højdepunkterne i forbindelse med en stor børneteaterfestival.
I forestillingen ”30 elefantaner under en paraply” smelter bevægelse, fortælling og musik sammen på smukkeste vis og giver en sanserig oplevelse for de mindste og deres familie. ”30 elefantaner under en paraply” er for børn fra 1 år, men børn og barnlige sjæle i alle aldre kan få noget ud af denne internationale perle af en forestilling.