5.2 C
Randers
tirsdag, december 24, 2024

Spøgelsesbilist idømt fængselsstraf

En 33-årig mand er onsdag formiddag blevet idømt et år og tre måneders fængsel for at have kørt vanvidskørsel på motorvejen, da han i oktober sidste år kørte i modsatte retning på Herningmotorvejen og bevidst påkørte en bus med passagerer.

Retten i Aarhus har i dag idømt en 33-årig mand et år og tre måneders ubetinget fængsel for i narkopåvirket tilstand at have kørt i den modsatte retning på motorvejen og med en hastighed på ca. 80 km/t at have påkørt en bus frontalt. 

Episoden fandt sted den 23. oktober omkring kl. 13.50, hvor den 33-årige i en personbil kørte mod færdselsretningen på Herningmotorvejen i vestgående retning. Omkring afkørslen ved Skovby nær Harlev J påkørte den 33-årige bevidst en modkørende bus, som forsøgte at undvige sammenstødet.

I bussen befandt flere passagerer sig, men hverken chaufføren eller passagererne kom til skade. Dog pådrog den 33-årige mand sig selv nogle behandlingskrævende skader, hvorfor han blev kørt til hospitalet.

Det viste sig efterfølgende, at den 33-årige var påvirket af hash og medicin under kørslen, ligesom at hans kørekort var inddraget af politiet. 

»Det vigtigste er selvsagt, at ingen personer kom alvorlig til skade som følge af den 33-åriges handlinger, men det ændrer ikke ved, at der er tale om et særdeles farligt og groft kørselsforløb,« siger anklagerfuldmægtig Mads Fransen, der har ført sagen ved retten på vegne af anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Tiltalt for flere forskellige forhold

Ud over fængselsstraffen fik den 33-årige mand frakendt sit kørekort i 8 år, ligesom hans personbil blev konfiskeret.

»Jeg er meget tilfreds med, at retten var enig i anklagemyndighedens vurdering af sagens alvor, og at retten på den baggrund udmålte en hård fængselsstraf,« siger Mads Fransen.

Foruden den primære tiltale for vanvidskørsel som spøgelsesbilist på motorvejen var den 33-årige mand ved retten i Aarhus tillige tiltalt for flere andre forhold – herunder besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg, vold samt trusler mod politiet.

Han blev kendt skyldig i hovedparten af forholdene.

Den 33-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden vanvidskørslen i oktober 2022, og han forblev varetægtsfængslet efter dagens dom. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen, ligesom han kærede rettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling.

Relaterede artikler

Nyeste artikler