12.9 C
Randers
søndag, november 24, 2024

Debat: Regionerne sætter ind mod brug af dyre private vikarbureauer

Læserbrev af Michele Offenbach Hundborg, Politisk næstformand i Socialdemokratiet Randers Nordkreds og Organisatorisk næstformand i Fællesledelsen i Socialdemokratiet Randers Kommune.

Udgifterne til eksterne vikarer på sundhedsområdet har i de senere år nået nye højder. I 2017 udgjorde forbruget af eksterne vikarer for plejepersonale og jordemødre ca. 259 mio. kr. mens forbruget i 2021 udgjorde 274 mio. kr., hvilket er en udgiftsstigning på omtrent 5,8 procent. Der foreligger endnu ikke data for hele 2022, men forventningen er, at forbruget er endnu højere der. Udgiftsstigningen skyldes blandt andet de massive rekrutteringsudfordringer, som længe har været en realitet i regionerne og som har forårsaget et større behov for at dække vagter via dyre eksterne vikarbureauer.

Anvendelsen af de mange eksterne vikarer kan dog gå ud over kvaliteten i opgaveløsningen og betyde, at patienterne ikke oplever den kontinuitet i plejen, som der er behov for. Desuden går de mange midlertidige kollegaer går ud over arbejdsmiljøet for de fastansatte medarbejdere på afdelingerne. Et arbejdsmiljø som er særdeles vigtigt at værne om, hvis vi ikke skal risikere, at endnu flere søger væk fra de faste stillinger i vores sundhedsvæsen. 

Handleplan for nedsættelse af vikarudgifter

Danske regioner har netop vedtaget en handleplan, som skal sænke de samlede udgifter til eksterne vikarer for plejepersonale og jordemødre til ca. 140 mio. kr. inden udgangen af 2024. Det svarer til en halvering af de samlede vikarudgifter i 2021. Formålet med at reducere brugen af eksterne vikarer er, at få flere fastansatte på hospitalerne eller i regionernes egne interne vikarbureauer.

Der skal i første omgang ske en reduktion, da et egentligt stop vil afstedkomme store konsekvenser for ventelister, muligheder for at løse akutte opgaver samt øge det allerede store pres på de ansatte i regionen. Foruden den konkrete målsætning om at sænke de samlede udgifter med 50 procent er det blevet vedtaget, at der ikke længere skal anvendes eksterne vikarbureauer uden forudgående udbud.

På den måde kan regionerne bedre påvirke lønningerne hos vikarbureauerne og dermed få mere hånd i hanke med de eksterne lønudgifter.

Interne vikarbureauer

Det allervigtigste at have for øje i forbindelse med implementeringen af handleplanen er, at patienterne til stadighed tilbydes den rette behandling og omsorg. Det ville være utopi at tro, at man med de aktuelle rekrutteringsudfordringer vil kunne halvere det eksterne vikarforbrug uden at have en anden løsning i ærmet. Derfor har Danske Regioners bestyrelse foreslået at oprette og styrke eksisterende interne vikarbureauer. Disse vikarbureauer er ikke forbundet med lige så store udfordringer i forhold til bl.a. kontinuitet i patientplejen og kan samtidig sikre, at hospitalerne fortsat har adgang til vikarer ved behov.

En fast stilling skal være attraktiv

For at kunne lykkes med at reducere brugen af eksterne vikarer og samtidig få flere fastansatte i sundhedsvæsenet, er det vigtigt at vi i regionerne får kigget på, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at indgå i arbejdsfællesskabet lige netop her. Det skal med andre ord være mere attraktivt at have faste stillinger på sygehusene frem for at søge ud i de eksterne vikarbureauer. Derfor er det centralt at få kigget på konkrete tiltag såsom større fleksibilitet i arbejdslivet for den enkelte medarbejder, muligheden for kompetenceudvikling samt andre indsatser, som har betydning for arbejdsmiljøet på sygehusene. Dette vil alt andet lige styrke rekrutteringsmulighederne samt forbedre medarbejderfastholdelsen og dermed på sigt mindske regionernes aktuelle rekrutteringsudfordringer.

Relaterede artikler

Nyeste artikler