2 C
Randers
lørdag, november 23, 2024

Snart slut med test og vaccinationer

Der bliver ikke brug for det omfattende vaccinations- og testtilbud mere i denne sæson, og derfor lukker Hospitalsenhed Midts centre i Viborg og Silkeborg.

De nationale sundhedsmyndigheder har bedt Region Midtjylland lukke de fleste af de tilbageværende midlertidige test- og vaccinationstilbud – herunder HE Midts tilbud i Viborg og Silkeborg.

Behovet for test og vaccination har længe været meget lille, og uden udsigt til nye smittebølger, har de nationale sundhedsmyndigheder nu bedt Region Midtjylland om at skrue mest muligt ned for de regionale test- og vaccinationstilbud. Det gælder også i HE Midt, hvor test- og vaccinationscentrene i Viborg og Silkeborg er påbegyndt nedlukningen.

Vaccinationer efter 1. marts

Derfor er der fra 1. marts kun åbent for borgere, der ønsker 1. og 2. stik (primærvaccination) mod COVID-19 og abekopper. Vaccinationerne fås på enten Aarhus Universitetshospital eller Regionshospitalet Gødstrup.

– Vi kommer til at begrænse åbningstiden mest muligt, da det er en lille gruppe borgere, der fortsat skal tilbydes vaccination. Men åbningstiden vil selvfølgelig afhænge af, hvor mange der vil vaccineres, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

COVID-19 test efter 1. april

Det er nationalt besluttet, at der ikke længere er behov for et offentligt tilgængeligt tilbud om COVID-19 test. Derfor lukker alle offentlige testtilbud i hele landet 1. april.

Interessen for COVID-19 test har længe ligget på et meget lavt niveau og derfor sker der i Region Midtjylland en gradvis nedlukning, som betyder, at åbningstider frem mod 1. april bliver kortere og åbningsdagene færre.

Hospitalerne sørger fremover for COVID19-test i forbindelse med indlæggelser.

Tak for indsatsen

Afrundingen af vaccinations- og testindsatsen i Region Midtjylland betyder også, at bemandingen på vaccinationscentrene kommer ned på et absolut minimum.

– Til alle der i kort eller lang tid har været med til at holde vaccinations- og testcentre kørende og os andre raske, vil jeg gerne sige tusind tak for indsatsen. Vi håber, at vi kan få lov at trække på jeres store viden og rutine, hvis det igen bliver aktuelt, siger Anders Kühnau.

De nationale sundhedsmyndigheder har endnu ikke afklaret organiseringen af den nationale vaccinationssæson 2023/2024.
     

Relaterede artikler

Nyeste artikler