11.3 C
Randers
fredag, maj 3, 2024

Årets sidste koncert i Folkemusik i Randers regi foregår i Underværket.

Onsdag den 6. december byder Folkemusik i Randers på nordjysk humor og folkemusik, leveret af Søren Krogh med band.

Som koncertnavn er Søren Krogh altid en stor musikalsk oplevelse, og selv om arven som historiefortæller kan være tung at løfte, så formår han bare med sine historier og sange at komme hele vejen rundt: Det er først og fremmest sjovt, det er nærværende og det er historier som publikum genkender sig selv i. Ekstra Bladets legendariske anmelder, Peter Nørgaard skrev: ”Så længe der findes folk som Hausgaard, Olsen og Krogh er den musikalske verden i Danmark ikke helt af lave”.

Krogh har med sine mere end 2000 koncerter og 10 albums fastslået sin status som en af branchens bedste historiefortællere.

»En koncert med mig er altid én del historier og én del sange. Og sådan bliver det nok ved med at være, fordi uden historier ingen sange, og uden sange ingen historier; så enkelt kan det vel siges,« siger Søren Krogh selv.

Koncerten i Randers bliver en musikalsk rejse i Vendsyssel, der tager udgangspunkt Kroghs sange, der udspringer heroppe.  

I 2022 udkom albummet Havtornland.

»Der kommer til stadighed flere sange til mig, der kredser om Vendsyssel. Jeg ved ikke helt, hvorfor det er blevet sådan. Men det er jo på en eller anden måde dét, jeg kender bedst, og så falder det nok meget naturligt at skrive om det,« fortæller Krogh fra sit værksted i Lønstrup og fortsætter:

»Vendsyssel er et skatkammer af historier om mennesker, skæbner og gamle buddies. Så det er jo bare at skrive sangene om dem. Danacana kalder vi stilen – dansk americana,« fortæller Krogh.

Ud over Søren Krogh selv som vokal og på guitar og mandolin består bandet af Janus Bechmann på guitar, dobro og banjo, Thyge Van Dassen violin, Dennis Ahlgren bas og Jens Kr. Dam trommer.

Relaterede artikler

Nyeste artikler