Natten mellem den 17. og 18. november er det 78 år siden, at Langåbroerne blev sprængt.
I Langå værner man om den lokale historie. Derfor ønsker Venstre og Socialdemokratiet i Langå at markere årsdagen for modstandsbevægelsens sprængning af jernbanebroen over Gudenåen ved Langå i 1943 under Anden Verdenskrig.
Først da modtagelserne på Mustard Point, samt andre pladser, tog sin begyndelse, var det for alvor muligt at få gang i de nødvendige sabotagehandlinger.
Modstandsmanden, læge Jørgen Røjel som boede på Nattergalevej 14 i Randers, blev i september 1943 kontaktet af Ole Geisler. Han oplyste til Jørgen Røjel, at Langåbroerne skulle sprænges efter ordre fra London.
Ved hjælp af nedkastninger på Mustard Point, spillede Hvidstengruppen en væsentlig rolle for at skaffe det nødvendige sprængstof. Aktionen var sat til natten mellem den 17. og 18. november.
Der opstod problemer med at transportere de ret betydelige, men nødvendige mængder sprængstof. Derfor aftalte Røjel med lægen Thorup Petersen, at de om mandagen før sprængningen skulle køre sprængstoffet til Langå.
Sammen med Christian Bach (”Sabotageteknikeren”) kørte Jørgen Røjel og Thorup Petersen til Langå. De havde i forvejen udset sig Rådal plantage 500 meter vest for broerne som skjulested. Her skulle kasserne med sprængstof dækkes til med jord og granris.
Mens de gravede forlod Thorup Petersen de andre for en tid. Han var inviteret til et middagsselskab i Randers, som han var tvunget til at gå til. Han måtte derfor tilbage til Randers og iføre sig kjole og hvidt, hvorefter hen på ny kørte til Langå.
Den 17. november om aftenen cyklede seks sabotører fra Randers til Langå, og mødestedet var plantagen, hvor sprængstoffet var nedgravet.
De seks sabotører var adjunkt Kaj Hoff, den 20-årige violinist Ole Hovedskov, den 20-årige maskinist Sven Johannesen, den 27-årige bankassistent Oluf Kroer, kommunelærer Ejvind Jacobsen, og læge Jørgen Røjel.
Politibetjentene, der beskyttede broen, havde de lavet en aftale med, at de måtte flygte til Sverige. De bliver bagbundet, og sabotørerne smider deres rifler i Gudenåen, og sætter dem i sikkerhed i passende afstand.
Da ”blyanterne” var trykkede, skulle eksplosionen ske tyve minutter senere. Men der skete intet.
Først flere timer senere drønede detonationerne gennem Gudenådalen, og den sidste ladning gik ved 7 tiden om morgenen.
Grunden til de forsinkede sprængninger i Langå var den, at cordtexen svigtede, og at kulden havde påvirket blyanterne således, at den kemiske proces i disse var blevet forsinket.
Dagen efter sprængningen tager Jørgen Røjel ned på stationen i Randers, hvor han forsøgte at købe en billet til Aarhus. Men han fik at vide, at der ingen tog gik, og at der ikke ville gå tog foreløbig.
Dagen efter vrimler det med Gestapofolk i Randers, og under deres finkæmning af byen ringer de på døren kl. 6 om morgenen hos Ejvind jacobsen. Han forklarer gennem den lukkede dør, at han lige skal have noget tøj på, men han er stået op tidligere, da Gestapo havde for vane at ankomme tidligt.
Han kaster sig ned fra altanen på 2. sal i boligkarreen Ryhaven i det centrale Randers, og brækker en fod i faldet. På trods af det lykkes det ham at flygte til Sverige. Samme morgen pågribes Sven Johannesen i sin lejlighed og Oluf Kroer på sin arbejdsplads. De har begge en af politimændenes pistoler på sig og kan umuligt bortforklare det.
Kaj Hoff bliver arresteret den 30. november ved en storrazzia i byen. Hoff stilles foran en glohed ovn med hænderne i vejret. Hoff, der var tidligere løjtnant i den finske hær, havde svoret, at han intet vil røbe, hvis han faldt i tyske hænder. Som en ordholdende mand vælger han, da pinslerne bliver for hårde, at fare på en af de tyske soldater. I hidsigt slagsmål tumler de rundt, men tyskerne tør ikke skyde af frygt for deres kammerats liv. Da Hoff giver slip og springer op mod et vindue for at undslippe, skyder de ham i ryggen, og han dør.
Sven Johannesen og Oluf Kroer er ikke de eneste, der blev arresteret dagen efter sprængningerne. Ole Hovedskou bliver fundet og sendt til KZ-lejr, som han overlevede, men døde af pga. tuberkulosen fra lejrene.
Den tyske krigsret i Aarhus dømte Oluf Kroer, Sven Johannesen til døden, og de blev sammen med Århus-sabotøren Georg Mørk Christensen henrettet den 2. december 1943 på Skæring Hede. Det blev den første massehenrettelse under besættelsen.
De lagde naturligvis hele Randers i sorg. Alle forlystelser var aflyst den dag. Kaj Munk, der også blev berørt af hændelsen, skrev i den anledning:
»Drenge, I drenge som døde – I tændte for Danmark i dybeste mulm en strålende morgenrøde«
Stenen i Mindelunden på Nordre Kirkegård, bærer inskriptionen fra Kaj Munks bevingede ord.
Sprængningerne gav genlyd uden for landets grænser og fra det officielle England kom kort efter meddelelser om, at sabotagerne og krigssejlernes indsats var afgørende for, at Danmark kunne anses som allieret.
Sprængningerne ved Langå stoppede togdriften i 12 dage og blev dermed den største og mest betydningsfulde jernbanesprængning.
I år finder markeringen af årsdagen for jernbanesabotagen i Langå sted onsdag d. 17. november kl. 16.30 ved formidlingstavlen lige ved cykelbroen til Laurbjerg-stien, for enden af Skovkrogen.
Hjemmeværnskompagni Hvidsten vil være til stede med fane.
Der vil være taler af byrådskandidat for Socialdemokratiet Langå og Omegn, Christian Engelbrecht Pedersen, og byrådsmedlem for Venstre, Lars Søgaard, samt to fællessange.
Sognepræst Lars Berg Thomassen indleder.
»Jeg er meget glad for, at Venstre og Socialdemokratiet kunne samarbejde om at afvikle denne begivenhed. For vores fælles historie vedrører os alle,« siger Christian E. Pedersen.
Byrådsmedlem for Venstre, Lars Søgaard, udtaler:
»Efter det nynazistiske anslag mod jøder i Danmark forrige år mener jeg, det er særlig vigtigt at huske, hvad modstandsbevægelsen stod for. Nogle af dem gav deres liv for, at vi har vores frihed i dag. Vi må ikke tage friheden for givet.«
Markeringen af jernbanesabotagen d. 17. november afsluttes med fakkeltænding, og fakkeloptoget går op gennem Langå by til mindestenen i Byparken.
