8 C
Randers
mandag, marts 31, 2025

Affaldsindsamling i Randers: Sammen om en renere by

I anledning af Naturfredningsforeningens affaldsindsamlinguge i uge 14 inviterer Randers Kommune, Renholdet Randers, Ren Randers og Cityforeningen til forskellige indsatser for at gøre byens offentlige områder renere og mere indbydende. Det hele kulminerer med Den store affaldsindsamling lørdag den 5. april

Snapperen i hånden og på med de gode sko. I uge 14 skal vi samle affald i Randers Kommune. Der er aktiviteter i løbet af hele ugen og Randers Kommune inviterer sammen med Renholdet Randers til Den store affaldsindsamling lørdag den 5. april.

Som frivillig kan man være med til at indsamle affald i forskellige områder af byen og hjælpe med at sikre, at Randers fremstår som en ren og attraktiv by.

»Det er altid dejligt at se initiativer, som udviser omtanke og tager ansvarlighed for at holde vores kommunes byer og natur pæn og ren. Jeg håber, at mange borgere vil bakke op om initiativet og gøre en forskel for by og natur. Det er der i den grad brug for,« siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.

Alle interesserede kan møde op i No. 17, Slotsgade 4 mellem kl. 10 og 14 hvor de frivillige vil sprede sig ud på forberedte ruter og gøre en indsats for at holde Randers ren, det forventes, at der bliver samlet affald i en stor del af Randers,

»Det er bekymrende at se, hvor meget affald der bliver smidt i byen, jeg samler meget, når jeg går rundt på egen hånd. Især affald som cigaret-skodder og nikotinpakker er noget, jeg ofte ser, hvilket ikke er særligt rart eller lækkert at se på,« siger Per Christensen, koordinator for Renholdet Randers og fortsætter, »det har været fantastisk at se, hvor mange der tidligere har støttet op om at skabe en ren by, hvilket vi håber, at vi ser igen i år. Hos Renholdet Randers mener vi, at hvis vi alle gør bare en lille indsats, vil det gøre en stor forskel.«

Skraldemonsteret samler affald med daginstitutioner

I uge 14 tager nogle af Randers Kommunes skoler og daginstitutioner del i et særligt oprydningsprojekt i byens parker. Børn vil sammen med deres pædagoger og lærere rydde op i de grønne områder for at skabe et rent og behageligt miljø, som alle kan nyde. Det vil de gøre i selskab med “skraldemonsteret”, som starter med at besøge Børnehuset Midgaard mandag den 31/3 fra kl. 9.30-11. Dertil får de undervisning i blandt andet affaldets nedbrydningstid af Per Christensen som fortæller:

»Dette initiativ giver de helt unge børn en aktiv rolle og forståelse for at tage ansvar for deres lokale område og lærer dem om vigtigheden af at holde naturen ren.«

Butikker og Randers Kommune går sammen om at gøre midtbyen ren

Den 4. april kl. 8.30-10 bliver en særlig dag for midtbyen, når Randers Kommune og Cityforeningen sætter gang i forårsrengøring af byens gader og pladser. Butiksindehavere, Randers Kommunes drift og forvaltning vil være med til at gøre byen ren. Oprydningen omfatter både fjernelse af klistermærker fra vinduer og skilte, affaldsindsamling, rengøring af inventar samt en række andre tiltag.

Nordre Fælled Parkrun slår et slag for affaldsindsamling i Nordbyen

Lørdag den 5. april bliver der også slået et slag for miljøet i Nordbyen. Randers Kommune og Bysekretariet har sammen med Nordre Fælled Parkrun planlagt et helt særligt plogging-event, hvor der både er mulighed for at komme ud i den dejlige natur, dyrke motion og samle affald på samme tid.  Løbet starter kl. 9 fra Myretuen på Gl. Jennumvej, og alle kan være med.  Løb, gå eller jog ruten i dit eget tempo.

FAKTA

Randers Kommune og Renholdets initiativer i Affaldsindsamlingsugen
 

Den store affaldsindsamling
Lørdag den 5. april No.17, Slotsgade 4.
Indsamlingen foregår fra 10-14 og alt udstyr til indsamlingen findes på mødestedet. Man kan frit vælge om man vil følge en af de planlagte ruter eller vælge sin egen rute.
Forårsrengøring i Midtbyen
Fredag den 4. april på Rådhustovet kl. 8.30-10.00.
Randers Kommunes drift og forvaltning mødes sammen med Cityforeningen til rengøring af midtbyen.  
Herunder følger datoerne for “Skraldemonsteret” Per Christensens besøg hos enkelte institutioner i Randers Kommune:  

● Mandag 31/3 – Børnehuset Midgaard kl. 9.30-11 (Bækkestien) ● Onsdag 2/3 – Børnehuset Viborgvej kl. 9.30-11 (Doktorparken)
● Torsdag 3/3 – Børnehuset Skovdalen kl. 9-11 (Vorup)
● Torsdag 3/3 – Nørrevangsskolen 12-13.30 (Nørrevangsparken)  

Parkrun & Affaldsindsamling
Lørdag d. 5. april på Nordre Fælled, mødested ved Myretuen på Gl. Jennumvej Kombinerer affaldsindsamling med en 5 km’s løbe- eller gåtur på Nordre Fælled. Løbet starter kl. 9.            

Relaterede artikler

Nyeste artikler