3.1 C
Randers
fredag, april 26, 2024

Afghanistan-veteran: Jeg ville gøre det igen

Lars Holst fra Randers har været udsendt til Afghanistan, og ville tage af sted igen, hvis han bliver spurgt.

Lars Holst er én af de afghanistan-veteraner, som spørger sig selv, om Danmarks indsats i Afghanistan har været omkostningerne værd.

»Set i bakspejlet har det jo nok ikke været det værd,« siger han, men understreger, at da der var danske soldater tilstede blev der bl.a. bygget skoler, piger kunne gå i skole, og der blev sat mange ting i værk, som hjalp afghanerne.

»Vi gjorde en forskel på det tidspunkt, for mange afghanere fik mere frihed. Så helt spildt har det ikke været,« understreger Lars Holst.

Vi vidste Taliban ville komme igen
»Taliban var hele tiden i området omkring den danske lejr. Så vi vidste godt, at Taliban ville komme igen, så snart de danske tropper trak sig tilbage,« forklarer han.

God opbakning fra politikerne
I modsætning til mange andre veteraner, føler Lars Holst, at han har fået en god opbakning fra politikerne. Ikke mindst lokalt, hvor Randers Kommune gør en stor indsats for veteranerne. Både politisk, men også økonomisk.

Skulle det ske, at regeringen ønsker at sende en ny styrke til Afghanistan, står Lars Holst klar igen.

»Personligt ville jeg være klar til at tage af sted igen. Men jeg kan da godt forstå de frustrationer, og følelsen af, at det hele har været spildt. Især de familier, som har mistet pårørende dernede,«

»For mig er kammeratskabet blandt det udsendte personel vigtig, og det samme er de oplevelser, som man trods alt får som udsendt« fortæller Lars Holst, der erkender, at det var et farligt job.

Stoler ikke på Taliban
På spørgsmålet om, hvorvidt han stoler på Taliban svarer han omgående nej.

»Dem der nu leder Taliban, er stadigvæk nogle af de meget konservative islamister, som helt sikkert vil gå efter at få genindført den stramme sharialovning.

Lars Holst er en af de mange veteraner, som kritiserer regeringens behandling af de afghanske tolke.

»De gjorde virkelig en stor indsats for de danske soldater, og der var flere af dem, som blev dræbt derude. Derfor har det været pinligt at se den måde, som regeringen har lagt ansvaret fra sig på,« erklærer han.

Lars Holst var udsendt i flere perioder, herunder på Hold 9 i 2010. I den periode blev fem soldater dræbt, og 72 såret. En af de dræbte var den kvindelige konstabel Sophia Bruun, som blev dræbt af en vejsidebombe. Sådanne oplevelser gør naturligvis indtryk.

Faktor 8
Tina Ryberg fra ”Faktor 8,” der er en netværksgruppe for veteranernes ægtefæller og kærester fortæller, at den kaotiske situation i Afghanistan har trukket tæppet væk under mange af de veteraner, der er lider af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

»Samtidig rammer det deres familier hårdt. Familierne ‘crasher’ simpelthen, fordi det netop går ud over hele familien, når veteranerne bliver så påvirkede af situationen og den magtesløshed, modløshed, vrede og bitterhed, der, når de ser, at den indsats, de har leveret i Afghanistan, er slået fuldstændig tilbage,« siger Tina Ryberg.

Netværket tæller 225 partnere til veteraner og er en skjult gruppe på Facebook. Her taler ægtefæller og kærester om, hvordan de skal klare situationen.

Formand for Veterancafeen i Randers, Nils Jakobsen understreger, at veteraner som ønsker at snakke med nogen, så står døren altid åben, og der vil altid være nogen, som vil være parat til at lytte.

Veterancentret er klar
I alt har Veterancenterets hotline fra mandag til fredag i sidste uge fået 14 henvendelser fra veteraner og pårørende, som har det svært på grund af situationen i Afghanistan.

»Samlet set har centeret dog ikke haft flere opkald end normalt, fortæller Anne Seehausen Hansen,« fra Veterancentret.

Hun tilføjer dog, at hun fra centerets frivillige og rådgivere hører, at en del veteraner og pårørende har taget kontakt til deres faste psykologer og andre professionelle, de plejer at tale med, eller har vendt deres tanker med tidligere soldaterkammerater eller andre pårørende til veteraner.

I næsten tyve år har Danmark sammen med vores allierede haft soldater i Afghanistan. Mere end 11.000 mænd og kvinder har ydet en indsats for skabe en bedre fremtid for den afghanske befolkning.

»Den fremtid er nu usikker, og det kan påvirke både dem, der har været udsendt og deres pårørende,« lyder det fra Veterancentret.

»Nogen kan opleve, at den intense nyhedsdækning kan aktivere minder og tanker fra ens udsendelse. Derfor er det vigtigt at tale med nogen om det, hvis man oplever, at man reagerer på nyhederne fra Afghanistan. For mange er det godt at tale med familie, venner, kollegaer eller dem man har været udsendt med,« påpeger Anne Seehausen Hansen fra Veterancentret.

Har man behov for professionel hjælp, er Veterancentrets telefon åben alle døgnets timer. Er man tjenestegørende, kan man også kontakte sit lokale Veterancenter på kasernen.

»Har du en veteran tæt på, der har været udsendt til Afghanistan, så ræk ud og spørg dem, hvordan de har det og lyt til, hvad de kan have behov for at tale om,« opfordrer Veterancentret.

Veterancentret støtter døgnet rundt, hvis du er soldat, veteran eller pårørende i krise.

Døgntelefonens nummer er: 72 81 97 00

Relaterede artikler

Nyeste artikler