5.2 C
Randers
tirsdag, april 23, 2024

Aggressiv kvinde sigtet for narkokørsel og trusler

En rutinekontrol af en bilist endte med en anholdelse og flere sigtelser, da en patrulje mandag kl. 17.45 standsede en 21-årig kvinde på Husarvej i Randers NØ.

Da betjentene kom hen til bilen, fik de mistanke til, at den 21-årige var påvirket af stoffer, og de ville derfor foretage en narkometertest. Det nægtede kvinden dog at medvirke til, og hun begyndte i stedet at råbe diverse grimme gloser efter betjentene, som også fik nogle trusler med på vejen.

Patruljen skred derfor til anholdelse, hvilket fik kvinden til at spænde op i kroppen og sparke ud med benene, inden hun til sidst kom i håndjern og ind i politibilen.

Den 21-årige endte med at blive sigtet for narkokørsel, fornærmelig tiltale mod polititjenestemand, trusler mod polititjenestemand og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.

Hun fik efterfølgende foretaget en blodprøve, der skal vise, om hun havde stoffer i blodet under kørslen. 

Mere politistof fra Randers

Stjålet bil fundet – to personer sigtet

Natten til tirsdag kl. 1.03 kørte en patrulje bag en bil på Hvedevej i Randers NV, og da betjentene slog nummerpladen op i politiets systemer, kunne de se, at bilen nogle dage tidligere var blevet stjålet, da den holdt i tomgang i en privat indkørsel i Randers.

Patruljen fik derfor dirigeret bilisten ind til siden, og da de kom hen til bilen, sad en 32-årig kvinde bag rattet, mens en 34-årig mand sad på passagersædet. 

Begge blev anholdt og visiteret, og da den 34-årige mand viste sig at have en mindre mængde hash og amfetamin på sig, blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Kvinden blev sigtet for tyveri af bil og for kørsel uden førerret, da hun er frakendt kørekortet.

Herefter blev bilen leveret tilbage til rette ejer.

Joint førte til fund af stoffer i lejlighed

En patrulje i Randers C fik natten til tirsdag kl. 2.39 øje på en 28-årig mand, der stod og røg en joint på gaden, og det fik betjentene til at tage kontakt til manden, der blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer. 

Under den efterfølgende visitation fandt betjentene en kniv og en mindre mængde amfetamin i mandens lomme. Den 28-årige blev sigtet for overtrædelse af knivloven, og fundet af amfetaminen fik politiet til efterfølgende at ransage mandens lejlighed, som han havde stået lige nedenfor. 

I lejligheden lå der mere amfetamin og hash samt nogle digitalvægte med stofrester på sig, og på den baggrund blev den 28-årige anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Både kniv og stoffer blev naturligvis beslaglagt. 

Færdsel

Mandag kl. 22.34 blev en 34-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Hospitalsgade i Randers C. Den 34-årige blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en mindre mængde kokain på sig. 


Relaterede artikler

Nyeste artikler