15 C
Randers
søndag, april 28, 2024

Alle Børn Cykler: Flere og flere bruger cykelhjelm

Starten er gået til den store skolekampagne Alle Børn Cykler, hvor Cyklistforbundet og Randers Kommune opfordrer alle børn til at cykle mest muligt de kommende to uger.

I år er der endnu flere sikre børn på vejene i Randers Kommune. En ny lokal cykelhjelmtælling viser nemlig, at flere skolebørn kører med hjelm sammenlignet med sidste år.

Når skolekampagnen Alle Børn Cykler ruller afsted 4.-17. september myldrer op til 100.000 elever fra alle klassetrin ud på cykelstier i hele Danmark. Langt de fleste af dem, der cykler på Randers Kommunes cykelstier vil være sikre i trafikken og bære cykelhjelm. Den seneste stikprøvemåling viser, at 95% af de talte skolebørn bærer cykelhjelm. Det er 5 procentpoint flere end i 2022. Også i den generelle bytrafik har flere voksne og børn cykelhjelm på, her er andelen af cyklister med hjelm steget fra 73% til 75%.

“Det er fantastisk at se, at både børn og voksne bliver mere sikre i trafikken. Det er særdeles vigtigt, at vi som rollemodeller giver børnene den vane at spænde cykelhjelmen på hovedet, når de hopper op på cyklen. Jeg glæder mig til at følge med i, hvor meget eleverne får cyklet i de kommende uger. Jeg håber også, at forældrene vil bakke op om at få deres børn op på cyklen. Børn, der cykler, bliver meget mere sikre i trafikken generelt,” siger Randers Cykelbys projektleder, Birgit Berggrein.

Der er i alt 1784 elever tilmeldt Alle Børn Cykler fordelt på 11 skoler. Langå Skole har flest elever med, nemlig 353 fra alle klassetrin.

Sikre og køreklare børnecykler

I Alle Børn Cykler står der masser af motion og undervisning på skoleskemaet i to sjove cykeluger. Men ud over at bruge cyklerne i fag som matematik, dansk og samfundsfag, skal eleverne også igennem et “cykeltjek”. Det er nemlig vigtigt, at cyklerne både har det lovpligtige udstyr og er køreklar, når man skal i gang med at cykle til skole, forklarer Cyklistforbundets direktør, Kenneth Øhrberg Krag:

»I Cyklistforbundet arbejder vi for, at der kommer sikre skoleveje i hele landet. Det er jo en forudsætning for, at børn overhovedet kan cykle og på den måde bevæge sig mere i hverdagen. Men vi skal også huske sikkerheden på selve cyklen, og den cykelglæde, der opstår, når hjulene spinner og cyklen bare ruller afsted. Derfor vil vi gerne opfordre alle forældre til at lave et cykeltjek sammen med deres børn – hvad enten børnenes skole er med i Alle Børn Cykler eller ej.«

Cykeltjek med mekanikeren

Ifølge cykelmekaniker Magnus Lindhart fra Lindhart Cykler behøver en lovlig og velkørende cykel hverken være ny eller dyr. Men både sikkerheden og køreglæden afhænger af et godt cykeltjek, og heldigvis er det både nemt og sjovt at tjekke familiens cykler sammen”, forklarer han:

»Det er selvfølgelig allervigtigst at tjekke, at cyklen har alt det lovpligtige udstyr. Men det nytter jo ikke noget, at cyklen har alle de rigtige reflekser og en god ringeklokke, hvis kæden er rusten og dækkene er flade. Så får man helt sikkert ikke cyklet mange ture til skole. Derfor skal I også tjekke, at cyklen faktisk er køreklar.«
 

I denne video viser cykelmekanikeren, hvordan cyklen tjekkes igennem: Cykeltjek med Magnus – YouTube

Om kampagnen

Alle Børn Cykler kører på skoler i hele landet 4.-17. september. Skolerne kan helt gratis melde sig til helt frem til kampagnestart på www.alleboerncykler.dk. Det er Cyklistforbundet, der står bag kampagnen, som er støttet af Novo Nordisk og Sundhedsstyrelsen.

Tjek cyklen

Er cyklen lovlig? Har den: 

  • Har cyklen de lovpligtige reflekser, to bremser og en velfungerende ringeklokke?
  • Er den udstyret med godkendt lås og velfungerende for- og baglygte?

Er cyklen køreklar:

  • Er dækkene pumpet?
  • Passer saddel og styr til barnets højde?
  • Er kæden stram og smurt?
  • Virker håndbremsen godt, og er den let at trykke ind?
  • Er hjulene helt lige – altså ikke eksede?
  • Er skærmene og bagagebærer spændt godt, så ingenting rasler?

Relaterede artikler

Nyeste artikler